Politihund fandt treårig dreng, der var gået hjemmefra
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
En lille dreng blev fundet to og en halv kilometer fra sit hjem vest for Gedsted.
En dreng på eventyr og en politihund med en usædvanlig god snude var nogle af ingredienserne i et stykke hverdagsdrama her til formiddag.
En treårig dreng, der bor på en landejendom på Viborgvej vest for Gedsted, var i formiddag pludselig forsvundet.
- Drengen blev passet af sine bedsteforældre, og han går og leger på gårdspladsen, men pludselig kan de ikke længere se ham, fortæller vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.
Blev fundet sammen med hunden
Bedsteforældrene begyndte selv at lede efter den lille fyr, men det var forgæves, så de kontaktede politiet.
- Vi sender fire patruljevogne og en hundepatrulje til stedet og begynder at lede efter drengen, fortæller Karsten Højrup.
Men den treårige dreng var ikke lige at se i nærheden af gården, faktisk var han taget på noget af en udflugt.
- En af vores hunde finder ham i god behold på en grusvej to og en halv kilometer væk fra gården, og da har drengen været væk i to timer og ti minutter, så det er noget af en tur, han har været på, siger Karsten Højrup.
Drengen blev fundet gående sammen med familiens egen hund, og vagtchefen mener, at drengen bare er gået ved siden af hunden hele vejen.
- Men det er værd at rose politihunden, for det var flot, at den kunne finde drengen, selv om han var kommet langt hjemmefra, siger Karsten Højrup.