Pakkeshop udleverer 900 pakker om dagen efter Black Friday
Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord
Der er ekstra travlt for tiden i de nordjyske pakkeshops.
Mange nordjyder gik til den med onlinesalget, da der den 29. november var Black Friday, og dermed en masse gode tilbud.
Det mærkes især hos de nordjyske pakkeshops, som oplever en større strøm af pakker end normalt. Det har blandt andet fået nogle pakkeshops til at opfordre kunderne til hurtigst muligt at hente deres pakker.
Den store pakkestrøm mærker man især hos Bladcentralen i Aars. Normalt udleveres der cirka 250 pakker om ugen, men i kølvandet på Black Friday og den nært forestående jul, udleveres der mellem 700 og 900 pakker dagligt.
- Vi har Bring, DAO, Post Nord, GLS og DHL i butikken, så det er stort set alle leverandørerne. Jeg var her i 14 timer i går (mandag, red.), hvor jeg udleverede og ordnede pakker, fortæller kioskejer Steffen Rønfeldt Hay Andersen.
Se indslaget fra Bladcentralen herunder.
Pakker er vigtige for kiosker
Selvom pakkerne kan fylde meget og i perioder måske for meget, er de alligevel vigtige for butikker og kiosker som Bladcentralen i Aars.
Ifølge Nærbutikkernes Landsforening vil cirka halvdelen af landets nærbutikker være lukket, hvis det ikke havde været for pakkeshopsene.
- Jeg tror sådan set, at butikken vil kunne overleve uden pakkerne. Men det ville jo selvfølgelig være i en anden form og skala, for pakkerne er klart den største arbejdsopgave i butikken, lyder det fra Steffen Rønfeldt Hay Andersen.
Kioskejeren spår også, at der kommer til at være endnu flere pakker end der nu. Men det afskrækker ham ikke.
- Jeg kunne godt tænke mig at få alle de pakker, vi overhovedet kan. Jeg har det sådan, at det finder vi en løsning på. Selvfølgelig er der grænser for rammerne, men som det er nu, kunne vi godt tage mange flere, afslutter han.