Omdiskuteret prestigebyggeri skal i ny høring
Et spektakulært byggeri omkring det gamle vandtårn i Aars skal med stor sandsynlighed ud i en ekstraordinær høringsfase. Det sker efter massive naboprotester og omtale på TV2 Nord.
Vesthimmerlands Kommunes Teknik- og Miljø behandlede mandag byggesagen, der har modtaget flere end 100 indsigelser fra naboer og flere institutioner. Indsigelserne er bl.a. gået på at byggeriet er for højt, for tæt og for eksempel vil inddrage en sti, som er flittigt benyttet af børn i kvarteret.
Morten Holm, der er talsmand for en gruppe af naboer siger.
- Det er postitivt, at politikerne har lyttet til os. Der har i det hele taget været en god dialog også med bygherren omkring vores bekymringer, så vi ser frem til at få et revideret projekt i en ny høringsfase.
Kommer ikke bag på kommunen
Ifølge formanden for Vesthimmerlands Kommunes Teknik- og Miljøudvalg Allan Ritter Andersen (C) er de mange høringssvar ikke kommet bag på kommunen.
- Det overrasker mig ikke, men det gør da et stort indtryk, at der er kommet så mange høringssvar. Det viser mig at vores demokrati virker. Det er mit indtryk, at bygherren på flere punkter vil rette sit projekt til i forhold de til de indsigelser, der er kommet, og derfor synes jeg, at det er mest ordentligt, at vi hører de berørte en gang til, siger formanden.
Teknik- og Miljøudvalget skal se på sagen igen på næste møde om fire uger. Derefter skal byrådet tage stilling til sagen.
Du kan se det tidligere indslag fra november 2022 her:
Spændt på udkastet
Indstillingen fra Allan Ritter Andersen er, at borgerne skal høres en gang til. Blandt andet vil Vesthimmerlands Kommune tillade bygherre Finn Hovalt Mathiesen at bygge i fire etager, selv om lokalplanen i dag kun tillader tre – men kun hvis den maksimale byggehøjde på 12 meter respekteres.
Arbejdsgruppen, der har organiseret de mange indsigelser håber, at deres inputs til projektet slår igennem i det færdige projekt.
- Vi er spændte på at se hvordan projektet tager hensyn til vores indsigelser, men vi har intet set endnu. Det er klart, at der skal markante ændringer til, før vi kan sige, at vi lægger vores modstand ned, siger Morten Holm fra arbejdsgruppen.