Økologiske mejeriprodukter hitter i storkøkkener
De unge vil have økologi, og det har Ranum Efterskole lyttet til. Derfor er en stor del af deres madvarer - særligt mejeriprodukterne - økologiske.
Storkøkkener går ind for økologi - i hvert fald når det gælder økologiske mejeriprodukter. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Økologi i Danmark
- Økologiske fødevarer udgjorde i 2018 cirka 11,5 procent af det samlede salg af føde- og drikkevarer.
- Danmark er det land i verden, der har den største eksport af økologiske varer.
- Det er især varer som gulerødder, mælk og æg som danskerne køber økologisk.
- 21 procent af de økologiske varer, der sælges, er mejeriprodukter.
Kilde: Markedsrapport fra Økologisk Landbrugsforening samt Fibl.org.
Siden 2013 er salget af de økologiske mejeriprodukter til storkøkkener steget med 82 procent. Et af de steder, hvor økologien har gjort sit indtog er i storkøkkenet på Ranum Efterskole. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.
- Vi har først og fremmest valgt at have et stort økologisk sortiment, fordi vi går meget op i dyrevelfærd. Men i høj grad også fordi, at nutidens unge tænker rigtig meget på klimaet. Vi kan se, at flere og flere elever går op i, at den mad vi serverer, er økologisk, bæredygtig og klimavenlig. Det betyder derfor rigtig meget for eleverne, at vi serverer økologisk mad, siger Jesper Kofoed, der er køkkenchef på efterskolen.
Tendensen fortsætter
Køkkenchefen håber, at det kan være med til at tiltrække flere elever til skolen, at man har taget et valg om, hvad for noget mad, der serveres.
Den stigende interesse for økologiske mejeriprodukter er noget, der vækker glæde hos Arla.
- Vi kan mærke hos vores kunder, at økologi er mere populært end nogensinde før. Den tendens forventer vi vil fortsætte de næste år, og netop derfor prioriterer vi at have et bredt udvalg af økologiske alternativer. Det er nemlig et vigtigt fokus for os at hjælpe storkøkkenerne til at bruge mere økologi, siger Jesper Vanghøj, Head of marketing i Arla Pro.