Nyt projekt skal sikre mere sang i vuggestuer
I Børnehuset Sangfuglen bliver der sunget fællessang mindst to gange om ugen.
I fem år har 100 børnehaver i hele landet arbejdet særligt meget med sang og musik som en del af Projekt Sangglad. Nu udbredes projektet til også at omfatte vuggestuer.
- Og alle de som klappe kan, de har hjemme i klappe-land!
Der bliver klappet, sunget og danset i Børnehuset Sangfuglen i Gedsted. Det er mandag formiddag, og børnene i børnehaven er i gang med en af to ugentlige sangsamlinger. Her synger og danser de i en halv time sammen med pædagogerne.
- Jeg kan godt lide at danse og holde i hånd. Jeg synes, det er dejligt at synge, siger Laura Bisgaard Madsen på fire år. Hendes kammerat, Jamie Nørtoft Tessemarker på fem år, er også glad for sangsamlingerne:
- Jeg kan godt lide at klappe og hoppe, og jeg elsker nye ting, siger han.
Børnehuset Sangfuglen har de sidste tre år været en del af Projekt Sangglad, som arbejder med at udbrede sang og musik i daginstitutioner.
- De elsker det, og de går og synger små fraser af det, de lærer, og de kan dem udenad. De bruger det også i spontan sang, hvis de sidder og leger, så fanger de lige en sætning fra en sang, siger Gitte Mortensen, der er pædagog i børnehuset.
Det er også fint at se den udvikling, der sker med børn, som måske står og putter sig lidt og gemmer sig i hjørnet, og så udvikler de sig over tid.
Gitte Mortensen, pædagog
Projekt Sangglad Mini
Det er ikke kun børnehavebørnene, der synger og danser. Det gør børnehusets vuggestuebørn også, og planen er, at endnu flere vuggestuebørn i fremtiden skal være med i projektet.
Projekt Sangglad er nemlig støttet af Nordea-Fonden, og de har netop valgt at støtte projektet med yderligere 9,7 millioner kroner for at udbrede projektet til de mindste børn. Håbet er, at 60 vuggestuer og 300 dagplejere vil blive en del af Projekt Sangglad Mini, som det nye initiativ er blevet kaldt.
- Det, synes jeg da, er genialt. Så er der endnu flere, der får glæde af det. Vi er selv de eneste her i Vesthimmerlands Kommune, og det er vi da stolte af, men også lidt forundrede over, at der ikke er andre, der er hoppet med på bølgen endnu, siger Pia Johansen, der er leder af Børnehuset Sangfuglen i Gedsted.
Hjælp fra sangkonsulent
Som en del af projektet har børnehuset haft besøg af en sangkonsulent, der har hjulpet pædagogerne til at synge mere børnevenligt. Børn reagerer nemlig oftest bedst på lyse toner og stemmer.
Sangkonsulenten har også hjulpet til med at styrke selvtilliden omkring sangen, for det kan være grænseoverskridende for både børn og voksne at kaste sig ud i at synge.
- Jeg kløjes også i det en gang imellem, men det handler om at være naturlig sammen med børnene og vise dem, at man tør. Der har sangkonsulenterne været rigtig gode til at bidrage med noget nyt, siger Gitte Mortensen.
Det er tydeligt på de mange grin og smil, at sangene vækker glæde hos børnene i Børnehuset Sangfuglen. Men sang kan også andet end at gøre børn glade. Det hjælper særligt sproget, når der skal rimes og synges. Derudover får børnene også bevæget sig til musikken.
- Vi nyder det hver gang, vi har sangsamling. Det er også fint at se den udvikling, der sker med børn, som måske står og putter sig lidt og gemmer sig i hjørnet, og så udvikler de sig over tid. Det har været super godt, og jeg tænker, lad så mange komme i gang som muligt, siger pædagog Gitte Mortensen.