Populær kunstner overrasker: Ny udstilling åbner i nordjysk by
Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord
Til foråret kan der igen opleves en stor udstilling i den gamle svømmehal i Aars - med samme kunstner bag.
Over 20.000 gæster har den seneste måned slået vejen forbi den gamle svømmehal i Aars, for at se den populære juleudstilling af kunstneren Johnny Haugaard.
400 frivillige, 400 kilometer ståltråd og 80.000 kubikmeter vand er blevet brugt til at forme udstillingen - og til foråret gør han det igen.
For allerede i januar begynder kunstneren at bygge en ny forårsudstilling op i den nedrivningsklare svømmehal.
- Det bliver mega fedt, det er fjerde år, jeg laver det, og jeg er allerede begyndt at tænke nogle tanker, siger han.
Tidligere har Johnny Haugaard lavet forårsudstillinger i Thy og Viborg.
Se et udklip af juleudstillingen her:
Beslutning i økonomiudvalget
Det er økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune, der indirekte har nikket ja til en ny udstilling. De har netop behandlet en anmodning fra Johnny Haugaard og Aars Handel, som har søgt om at få lov at bruge svømmehallen igen.
- Vi anerkender den kæmpe succes, som juleudstillingen er, og vi vil gerne bakke op om, at Aars Handel, sammen med de frivillige, er lykkes med at få Johnny herned og at få stablet den her succes på benene, siger næstformand i økonomiudvalget Signe Nøhr, (K).
Aftalen er identisk med aftalen omkring juleudstillingen. Det vil sige, at Johnny Haugaard selv skal betale forbruget i svømmehallen, selvom han havde søgt om, at kommunen støttede økonomisk.
- Vi havde en længere diskussion om, om skattekroner skulle bruges på en privat persons udstilling, fordi overskuddet af udstillingen går til Johnny Haugaard, siger Signe Nøhr.
Vesthimmerlands Kommune har haft svømmehalsgrunden i udbud, men ingen har endnu vist interesse for at købe den gamle svømmehal. Derfor er der ikke en afklaring på, hvad der fremover skal ske på grunden, andet end, at svømmehallen på et tidspunkt skal rives ned, fortæller Signe Nøhr.
Se indslaget fra indvielsen af udstillingen i svømmehallen:
Har forelsket sig i området
Lige nu har Johnny Haugaard stadig fuld fokus på juleudstillingen. Men allerede i januar går han i gang med den nye forårsudstilling, der står til at åbne til april.
- Den skal være historisk, og med lidt mere kant. Den skal som altid tage udgangspunkt i naturen, for jeg har forelsket mig lidt i området her i Vesthimmerland med blandt andet Aggersborg, Gundestrupkarret og Ertebølle, siger Johnny Haugaard, som også drømmer om at brede udstillingen ud i flere dele af kommunen.
- Hovedudstillingen bliver stadig i den gamle svømmehal, fastslår han.
Udenlandsk interesse
Johnny Haugaard ser frem til at fortsætte arbejdet med en ny udstilling i Vesthimmerland, da han, med egne ord, er blæst bagover over den opbakning, han har mødt.
- Det er enestående og helt fantastisk. Samtidig er der kø til juleudstillingen hver dag, og vi har ikke fået én eneste klage, siger Johnny Haugaard og fortæller, at kendskabet til hans udstilling, også er nået ud over den danske grænse.
- Både besøgende fra Tyskland og USA har sagt, at de vil have noget lignende til deres land, så det eskalerer og bliver vildere, siger han.