Ny aftale redder bankoforening fra politianmeldelse og sikrer overlevelse
Foto: TV2 Nord / Privatfotos
- Det er sgu da løgn - hvad er nu det? Vi spiller jo kun en gang om ugen, og vi udlodder overskuddet. Hvad bilder de dem ind?
Det var den første tanke, der fløj gennem hovedet på Birthe Rokkedal Grøn Laustsen, der er formand for foreningen A.R.F. MultiMedie samt dens støtteforening i Aars, da hun 16. januar modtog en politianmeldelse, som spilmyndigheden havde indgivet.
631.458,57 kroner i konfiskation og en bøde på 15.000 lød de svimlende beløber på.
Politianmeldelsen kommer fordi, fordi spilmyndigheden har vurderet, at foreningens primære formål er at afholde bankospil, da de kun har et eller to arrangementer årligt, der ikke omhandler bankospil.
"Eftersom det er Spillemyndighedens opfattelse, at foreningen ikke lovligt kan afholde bingo— og bankoarrangementer efter dens nuværende organisering, finder Spillemyndigheden, at A.R.F. Støtteforening Vesthimmerland i det mindste groft uagtsomt har afholdt ulovligt almennyttigt lotteri", står der i politianmeldelsen.
- Jeg kan da ikke forstå, vi ikke må spille banko, som vi har gjort siden 1930, siger en tydelig indigneret formand.
Derfor har Birthe Rokkedal Grøn Laustsen haft travlt med at stable arrangementer på benene, så foreningen også har andre aktiviteter end bankospillet.
Første gang er onsdag aften, hvor der er infoaften. Men også bræt- og kortspil, påskedekorationer og stegt flæsk er nu røget i aktivitetskalenderen.
Reddet på målstregen
Men nu redder en ny aftale måske foreningen på målstregen. For i dag har Skatteministeriet annonceret, at der er indgået en politisk aftale, der skal gøre reglerne mere enkle for de foreninger, der afholder lotterier og bankospil.
En af de nye regler lyder nemlig på, at for foreninger, der tjener mellem 15.000-5 millioner kroner, bliver der indført krav om, at hele overskuddet doneres til almennyttige formål.
Og dén regel kan få betydning for A.R.F.
- Vi donerer alt vores overskud til plejehjem og e-sportforeninger. Til et plejehjem har vi både fået installeret et lydanlæg, fjernsyn og sågar en isbod. Hver jul laver vi kurve med snolder til de ældre. Her handler vi for 10-15.000 kroner slik, lyder det fra formanden.
Foreninger over hele Nordjylland påvirkede
Men den nye aftale kan også få betydning for SIFA TV-bingo, der i en årrække nu har kæmpet for deres overlevelse.
1. januar 2020 blev de nemlig pålagt en strammere afgift, der betød, at de skulle betale 28 procent i afgift mod 20 procent tidligere.
Men i den nye aftale skal der laves en analyse af udviklingen og afgifter for at se, om det er muligt at forebedre vilkårene for visse onlinespil, som SIFA TV-bingo netop er kategoriseret som. Den analyse gennemføres i 2026.
Centrale elementer i aftalen
Indførelse af bagatelgrænse - under 15.000 kr.
Ingen krav til arrangør, formål, udbud eller overskud. Intet tilsyn. Det kunne fx være en skoleklasse, der samler ind til en lejrtur.
15.000 til 200.000 kr.
Krav om donation af hele overskuddet til et almennyttigt formål. Gælder kun for frivillige foreninger og offentligt støttede enheder. Det kunne fx være en spejderklub eller et aktivitetscenter.
15.000 til 5 mio. kr.
Krav om donation af hele overskuddet (minimum 15 pct. af salgssummen for foreninger og minimum 35 pct. for andre) til et almennyttigt formål. Det kunne fx være idrætsforening og en indsamlingsorganisation.
5 mio. til 100 mio. kr.
Krav om donation af hele overskuddet (minimum 35 pct. af salgssummen) til et almennyttigt formål.
Kilde: Skatteministeriet
Men derfor er der ikke udtalt tilfredshed hos Peter Skram, der er vært på det populære bingo-program.
- Det ser desværre ikke ud som om 39 årige SIFA TV-Bingo er kommet med i disse forhandlinger. Heller ikke i denne omgang. Dog kan jeg se, at politiske partier nu er blevet velgørende og med dette politiske forlig, kan tage konkurrencen op med vore idrætsforeninger, når det gælder bankospil og lotterier, siger Peter Skram og fortsætter:
- Der skal dog analyseres, om visse onlinespil skal have det lettere…. Her vælger jeg at tage med i min ”aftenbøn”, at det må være SIFA TV-Bingo der tænkes på. Tilsyneladende gennemføres analysen ikke før i 2026. Så må vi håbe vi lever til den tid.
Og hvordan det ville se ud i Aars, hvis A.R.F. var nødt til at lukke ned for deres ugentlige bankospil, tør formanden slet ikke tænke på.
- Vores bankospil er vigtigt. Ellers sad vi ikke mere end 100 hver mandag til vores bankospil. Det vil være forfærdeligt, hvis det forsvandt. Det er enlige ældre, der kommer, og de vil komme til at sidde endnu mere alene, slutter Birthe Rokkedal Grøn Laustsen.
Siden 2019 er mindst 38 foreninger anmeldt for ulovligt spil.