Nu' det jul igen: Nordjyderne var helt klar til tidligt julemarked
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Bjarne Jensen hygger sig hvert år som nisse på julemarkedet i Strandby.
Klokken 14 var næsten 800 gæster allerede mødt op til julemarked i Strandby.
Kalenderen siger midt november, og det betyder, at julehyggen så småt sniger sig ind på os. For butikkerne er allerede i gang med juleriet, flere steder er gaderne pyntet, og nu er julemarkederne også i gang.
I dag var nemlig dagen for det årlige julemarked i Strandby Hallen ved Farsø, og det var måske, et af de første julemarkeder i Nordjylland i år.
Ikke desto mindre var Nordjyderne klar til at julehygge, og allerede klokken 14 havde 784 gæster været forbi hallen.
Alt hvad julehjertet begærer
Foruden julenisser i alverdens afskygninger, småkager, juledekorationer og æbleskiver var også den lokale nisse at finde på markedet. Hvert år giver skolens tidligere pedel Bjarne Jensen den som nisse på julemarkedet.
- Det er så hyggeligt at gå her, når man har arbejdet på skolen i så mange år. Mange af de gamle elever kommer her med børn og ligefrem børnebørn. Det er så hyggeligt at se, at folk har fået forlorne tænder og det hele, griner julenissen.
Og det var ikke bare nissen, der var glad for, at det nu igen er tid til julemarkeder.
- Vi har haft så travlt, og det har simpelthen været sådan en dejlig dag, så vi kan kun være glade og tilfredse, siger Karen Østergaard fra Strandby Borgerforening og fortsætter:
- Med alt det gløgg og alle de æbleskiver vi har solgt i dag, så er folk ved at komme i julestemning.
Strandby Borgerforening håbede midt på eftermiddagen, at endnu flere nordjyder var i julestemning, og at markedet ville nå 1000 besøgende.
Se indslaget fra julemarkedet her