Nordjysk cykelløb fylder hoteller i Aars til randen
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Det store cykelløb i Vesthimmerland 28. april, har givet belægning på hotellerne i Aars, der nu er fuldt bookede til de udenlandske gæster.
Det er det største endags cykkelløb for professionelle i Danmark kommer til Vesthimmerland, og det har fået hotellerne i Aars til at koge over. Omkring 1250 senge er booket af udenlandske gæster fordelt på tre dage.
Det er GP Himmerland Rundt, der har tiltrukket de mange gæster som en del af Den Nordvestjyske Cykelweekend.
- Det glæder mit turismehjerte rigtig meget, at det internationale cykelløb GP Himmerland Rundt kan skabe så meget værdi for området, som det gør. Alle hoteller i nærområdet omkring Aars har fyldte senge i forbindelse med løbet – og det er udelukkende udenlandske hold, siger turistchef Jimmi Petersen i en pressemeddelelse.
Der er 180 ryttere tilmeldt cykelløbet, som er fordelt på 30 hold blandt andre Bjarne Riis' nye cykelhold Team Veloconcept. Blandt de 180 ryttere er Chris Anker Sørensen, Alexander Kamp og tre af de danske bronzevindere fra OL.
- Vi ser virkelig frem til årets GP Himmerland Rundt, da ruten er spredt godt ud over næsten hele Vesthimmerland, og som noget nyt i år er der flere grusveje med pæne stigninger og krævende nedkørsler, siger Mogens Kristensen, der er en af løbsarrangørerne, i en pressemeddelelse.
Cykelrytterne bliver sendt afsted fra Aars kl. 12 og løber i Vesthimmerland. Det er muligt at se cykelrytterne i Hvalpsund som det sydligste, i Vegger som det østligste og Lendrup som det nordligste. Løbet slutter igen i Aars. Det er altså en unik mulighed for at komme helt tæt på, og se hvordan et professionelt cykelløb foregår.
Man behøver dog ikke at gå ud for døren for at se cykelløbet. TV2 Nord har to reportere med, der følger cykelløbet fra 11.45 og frem til kl. 17, og det hele vil blive sendt på vores egen kanal Salto.