Nordjysk borgmester vil have politistation: - Der er alt for langt til tryghed
Foto: Tommy Hald
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), har onsdag sendt et brev til statsminister, Mette Frederiksen (S), fordi kommunen vil have en af de 20 nye nærpolitistationer til kommunen.
Regeringen har onsdag lagt op til, at der skal oprettes 20 nye nærpolitistationer i Danmark.
Et forslag som de med stor bevågenhed og interesse følger med i i Vesthimmerlands Kommune. Kommunen mener nemlig, at der er et stort behov for nærpoliti i Vesthimmerland.
I 2017 lukkede otte nærpolitistationer i Nordjylland blandt andet de to sidste, der lå i Vesthimmerlands Kommune. Det har betydet, at de to nærmeste politistationer til Vesthimmerlands Kommune nu ligger i Hobro og Aalborg. For nogle borgere betyder det mere end 50 kilometer til nærmeste politistation.
- Det er alt for langt, hvis vi skal skabe tryghed for alle borgere, siger Per Bach Laursen (V).
Lukning har skabt grobund for utryghed
Derfor har Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen (V), onsdag sendt et åbent brev til statsminister, Mette Frederiksen (S), justitsminister, Nick Hækkerup (S), og Folketingets Retsudvalg i håbet om, at de vil placere en af de tyve nærpolitistationer - som regeringen har lagt op til, der skal oprettes - i Vesthimmerlands Kommune.
- Lukningen af den sidste nærpolitistation har desværre skabt grobund for en større utryghed i kommunen, da afstandene til det nærmeste politi i dag er blevet meget store, skriver Per Bach Laursen (V) i det åbne brev til ministrene.
Skagen og Løgstør er oplagte steder ifølge nordjysk folketingsmedlem
Hvis man sætter en passer i Løgstør, vil de kunne dække store dele af Vesthimmerland og Jammerbugt.
- Bjarne Laustsen, Folketingsmedlem, Socialdemokratiet.
Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) ser gerne, at der kommer nærpolitistationer til Nordjylland. Helt konkret peger han på to steder, hvor han mener, det vil give mening at placere en af de nye politistationer, og her er en af de steder, han nævner, i Vesthimmerlands Kommune.
- Hvis man sætter en passer i Løgstør, vil de kunne dække store dele af Vesthimmerland og Jammerbugt. Det er et kæmpe område, hvor man tidligere havde en station i Løgstør, siger Bjarne Laustsen (S).
Udover Løgstør peger Bjarne Laustsen også på Skagen som et område, der kunne have gavn af en af de nye nærpolitistationer.
- Skagen er lidt som en ø, som man kun kan komme til fra den ene side, siger Bjarne Laustsen (S).
Generelt synes Bjarne Laustsen, at det er en god idé at decentralisere politiet, så det også kommer ud i yderområderne. Han slår dog også fast, at nordjyderne ikke skal glæde sig for tidligt. Indtil nu er det fortsat kun et forslag fra Socialdemokratiets side og alene har Socialdemokratiet ikke flertal til at kunne stemme sådan en ændring igennem.
Mindst én nærpolitistation i Vesthimmerland
I brevet påpeger Per Bach Laursen, at der, ifølge ham, i Vesthimmerlands Kommune lige nu er en responstid på over 16 minutter, mens den gennemsnitlige responstid for Nordjyllands Politi i 2019 lå på under ti minutter.
Politiets lokale tilstedeværelse og forankring er helt afgørende for den nære tryghed,
- Per Bach Laursen, Borgmester, Vesthimmerland Kommune, Venstre.
- Centraliseringen af Politiet og den løbende lukning af nærpolitistationer de seneste 10 år har uomtvisteligt medført en stigende utryghed for borgerne i Vesthimmerland. Jeg håber derfor, at Regeringen og Folketinget vil arbejde positivt for en decentralisering og samtidig placere mindst én af de kommende ti nærpolitistationer vest for Storebælt i Vesthimmerland, skriver Per Bach Laursen (V).
Derfor bakker Vesthimmerlands Kommune i brevet fuldt op om regeringens forslag om at oprette 20 nye politistationer.
- Politiets lokale tilstedeværelse og forankring er helt afgørende for den nære tryghed, som borgerne med rette kan forvente sig af en moderne retsstat og velfærdssamfund, skriver Per Bach Laursen (V).
Forslaget om at oprette 20 nye nærpolitistationer er en del af regeringens forslag om at halvere Rigspolitiet.
Balance skal genoprettes
Siden den store politireform i 2007, hvor 54 politikredse blev snævret ind til 12, er nærpoliti og landpoliti blevet sparet væk. Det er den tendens, regeringens udspil skal vende, lyder analysen fra TV2 Nords Christiansborg-redaktør Katrine Fuglsang.
- Der er politisk enighed om, at man er kommet lidt for langt i den ene retning. Nu skal pendulet så svinge tilbage og måske ende i midten. Det handler om, at man efter mange år med terrorbevogtning og grænsekontrol måske har fået centraliseret enhederne i politiet lidt for meget omkring de større byer, og at man nu vil prøve at trække lidt tilbage igen, siger Katrine Fuglsang.