Næppe til eget forbrug: 12 Louis Vuitton-tasker og fem Playstation 5 snuppet
Den dyre fangst er stjålet fra en privat ejendom ved Hvalpsund.
Søndag eftermiddag havde en indbrudstyv ekstra stor gevinst, da han brækkede et soveværelsesvindue op på Illerisørevej ved Hvalpsund.
Og tyven har haft travlt.
Udover at sjæle et ukendt antal smykker, sko og kontanter, fik han nemlig også fat i 12 Louis Vuitton-tasker og fem Playstation 5, inden han smuttede ud af terrassedøren.
Indbruddet har fundet sted i tidsrummet mellem klokken 13 og klokken 17, og det endelige overblik over de stjålne genstande er endnu ikke opgjort.
Et vidne har i tidsrummet hørt en dieselbil holde i tomgang på stedet, og ligeledes observeret en yngre mand ved bilen.
Han beskrives som værende af anden etnisk herkomst, i alderen 30-35 år, over 185 centimeter høj, spinkel og med sort, kort hår.