Med nordjysk ydmyghed er Andreas blevet en verdensstjerne
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Nordjyske Andreas ”Xyp9x” Højsleth har været med til at vinde alt, hvad der vindes kan for Counter Strike holdet Astralis.
Køen er så lang, at den næsten slanger sig hele vej ud af bygningen på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars.
For enden af køen står seks, for mange danskere mere eller mindre ukendte, personer og er klar til at skrive autografer og tage billeder med de i nærheden af 300 fans, som er mødt op for at møde netop de her seks, som absolut ikke er ukendte for dem.
Det er nemlig seks store verdensstjerner fra det verdenskendte Counter Strike hold Astralis, som har taget opstilling foran et stort bord fyldt med tuscher. En af dem hedder Andreas Højsleth, men i de her kredse er han bedre kendt under navnet Xyp9x.
Siden 2016 har han rejst verden rundt med Astralis til de største Counter Strike-turneringer i verden, men inden da klikkede han sine første museklik lige her i barndomsbyen Aars.
Nu han igen hjemme i Aars – denne gang som et navn, der er kendt ude i hele verden. Aars er nemlig første stop på det populære Counter Strike holds Danmarksturné.
- Det er superfedt. Det er her, jeg er opvokset og har brugt det meste af min barndom, så det er fedt at komme her og se mange af de unge mennesker, der har den samme passion, jeg havde den gang, jeg var ung, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.
Professionel som 16-årig
Inden den 27-årige nordjyde Andreas Højsleth stod og skrev autografer for enden af alenlange køer, nød han en mere tilbagetrukken tilværelse i Aars, hvor computerspillet begyndte som en hobby.
- Jeg spillede egentlig bare for sjov til at starte med, og jeg havde det sjovt med mine venner, men pludselig blev jeg bedre end mine venner, og så kom jeg ind i nogle mere professionelle miljøer, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.
Allerede som 16-årig blev Xyp9x første gang tilknyttet et professionelt Counter Strike hold og efter flere år, hvor det gik godt, var han med til at etablere det danske Counter Strike flagskib Astralis, der samlede nogle af de bedste danske Counter Strike-spillere på et hold.
Fire gange major vinder
Her spillede Andreas Højsleth en stor rolle og efter kun ét år som Astralis kunne han sammen med sine fire holdkammerater løfte det største trofæ af alle inden for Counter Strike – en major, Counter Strike-spillets svar på verdensmesterskaberne.
- Det topper nogen grad af følelse. Det giver en uovervindelig. Det var virkelig fedt, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.
Sejren i majoren i 2017 viste sig dog kun at være startskuddet på en fremragende periode for det danske hold. Undervejs fik Xyp9x kælenavnet Clutch-ministeren på grund af sin eminente måde at sikre Astralis sejre, når alle odds var i mod at det kunne ske, og af mange blev han kaldt verdens bedste til netop til den rolle han indtager i spillet.
Alt sammen blev krydret med yderligere tre major-trofæer og et hav af andre titler, mens Astralis i en periode blev kaldt det bedste Counter Strike hold nogensinde.
- Det havde jeg ikke regnet med, men jeg havde nogle gode holdkammerater og et godt setup i Astralis, og så tog det ene jo det andet, og man fik forhåbninger og forventninger, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.
Se nogle af Andreas 'Xyp9x' Højsleths bedste clutches her
Men som man måske kan fornemme, så er alt succesen ikke steget den beskedne nordjyde til hovedet.
- Jeg tror da, at jeg har noget ydmyghed med fra kære Aars, og jeg håber da, at jeg kan give det videre til holdet at have fødderne solidt plantet på jorden, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.
En tiltrængt pause
Efter flere år med stor anerkendelse og succes blev 2020 et sværere år for Andreas Højsleth. De foregående sæsoner har han været med til at vinde alt, hvad der næsten kan vindes med Astralis, og holdet har opnået flere meritter, som de første nogensinde i verden, men 2020 bliver et mindre lavpunkt for den rolige nordjyde, og han vælger at tage en pause fra professionel Counter Strike i fire måneder, fordi han føler sig udbrændt.
- Jeg tror bare, at jeg havde brug for et mental-break og brug for en lille pause. Nu havde vi vundet alt i 2018 og 2019, så det var godt lige at have et lille break, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.
Nu er han igen tilbage på holdet, som lige nu kæmper for at komme tilbage til fordoms styrke og her spiller Xyp9x en afgørende rolle, som en af kulturbærerne og grundpillerne på holdet.
- Når man har vundet alt, hvad driver så en? Det, der driver mig, er at skabe en ny æra med et nyt hold, siger Andreas ”Xyp9x” Højsleth.