Maria sagde sit topjob op: - Jeg vil gøre en forskel for kvinder
Maria Manel Bøge samarbejder med syersker i Bangladesh. Hun har planer om også at importere produkter fra Indien, Sri Lanka og Marokko.
Maria Manel fra Løgstør kvittede en karriere i det private erhvervsliv for at starte sin egen fair trade-virksomhed op.
Hør mere om Maria Manel Bøges iværksættereventyr i ”Indblik” nederst i artiklen eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.
- Jeg så mænd og kvinder ude på landet, der lavede smukke håndlavede ting. Der fik jeg øjnene op for, at ikke alt er masseproduceret.
45-årige Maria Manel Bøge fik sig en øjenåbner af de helt store, da hun som adopteret for første gang besøgte sit fødeland Sri Lanka som 16-årig.
- Wow, skal vi ikke have noget af alt det her med hjem til Danmark, tænkte jeg.
- Der fik jeg følelsen af, at verden er meget mere end bare Løgstør og Danmark. Og fik ideen om at starte min egen forretning, fortæller Maria Manel Bøge, der blev adopteret fra Sri Lanka som spæd og er vokset op i en iværksætterfamilie i Løgstør.
I dag driver hun på tredje år webbutikken Manelleh, der sælger puder, tæpper og tasker produceret lokalt af kvinder i Bangladesh.
Målet er at sikre kvinderne ordentlige arbejdsforhold, en fair løn – og derigennem ligestilling.
Fra topjob til passion
Efter sin kommunikationsuddannelse på Aalborg Universitet med et speciale i mangfoldighedsledelse fik Maria Manel Bøge arbejde på Danmarks Videncenter for køn og ligestilling, KVINFO.
Her blussede den indre ligestillings-ild op i nordjyden, mens hun lykkedes med at få indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet.
- Her fik jeg øjnene op for ulighederne i samfundet omkring køn, og så har jeg forfulgt emnet og været passioneret omkring det lige siden.
Herefter fulgte en lang række topjob i internationale virksomheder og organisationer som Red Barnet, CSR Fonden, COOP, ISS og Danske Spil.
Alt sammen med det mål for øje at skabe ligeværd kønnene imellem og sikre mere diversitet.
- Med alderen er jeg nået til nu, at ”lidt har også ret”, og nu vil jeg prøve på min egen måde at gøre noget, som kan skabe en forandring, fortæller Maria Manel Bøge om grunden til, at hun turde starte Manelleh op midt i en tid med høje renter, krig og energikrise.
Navnet på virksomheden er en sammentrækning af ”Manel” og ”Helle” (stavet bagfra). Helle er Maria Manel Bøges tidligere samarbejdspartner, der ikke længere er en del af projektet.
Jeg arbejder med nogle af de steder, hvor det stadig halter med kvinders rettigheder
Maria Manel Bøge, grundlægger, Manelleh
Månedsløn på 12.500 kroner
Passionen for at hjælpe kvinder frem i verden og få dem på lige fod med mændene har brændt en ild i Maria Manel Bøge i flere årtier.
- Siden jeg var helt ung, har jeg kæmpet for at skabe lige muligheder. Det har jeg også arbejdet rigtigt meget med igennem mit arbejdsliv, og så har jeg rejst meget ude i verden og set, at der er et behov.
Hjertet kaldte Maria Manel Bøge hjem. Og derfor føles det så rigtigt at kaste sit økonomiske anker væk og springe ud i livet som selvstændig – også selv om det har betydet to år med kun én månedsløn: 12.500 kroner i januar.
- På alle mulige måder er der behov for at gøre noget for kvinder ude i verden. Alt viser jo, at når man investerer i kvinder, så investerer man i en hel familie og er med til at bygge familier og lokalsamfund op, fortæller hun.
Ifølge iværksætteren investerer kvinder 90 procent af deres indkomst tilbage i deres familier, mens tallet kun er 35 procent for mænd.
- Jeg arbejder med nogle af de steder, hvor det stadig halter med kvinders rettigheder. Hvor mænd stadig får mere i løn end kvinder, og der stadig er flere mænd på topposterne. Så der er stadig en masse ting at arbejde med.
Det blæste mig omkuld, da jeg hørte, vi er nået så langt på to år
Maria Manel Bøge, grundlægger, Manelleh
I ligeværdigt forhold
I Bangladesh samarbejder Maria Manel Bøge med en række små systuer – også kaldet cooperativer. De er ikke profitdrevne og eksisterer kun for at skabe job til kvinderne.
Hun rejser selv til landet for at være sikker på, at de lever op til den standard, hun ønsker at sætte for Manelleh.
- Det er kun de her socioøkonomiske virksomheder, jeg arbejder sammen med. Og jeg har lavet massive undersøgelser for at sikre, at pengene rent faktisk går til kvinderne, fortæller hun.
Penge, kvinderne får for at arbejde under ordentlige forhold, og hvor de modtager både en fair løn, pension og bonus, er noget, der giver kvinderne mulighed for at sende deres børn i skole, hjælpe familiemedlemmer økonomisk eller renovere deres hjem.
Og noget andet og mere, som dog er langt sværere at måle og veje.
- At de er ligeværdige med deres mænd. At det er et ligeværdigt forhold – set i forhold til, hvad de bidrager med til familien.
Her har hun blandt andet fået hjælp af en tidligere kollega fra organisationen Red Barnet og Udenrigsministeriet.
- Jeg er selv hjemme ved kvinderne for at se, hvor de bor og arbejder, så jeg har en tæt relation til dem.
Pengene går til kvinderne
Iværksætteren understreger, at hun også sikrer, at en fjerdedel af prisen på et produkt går til den kvinde, der har syet den pågældende pude, taske eller tæppe.
Betaler man 500 kroner for eksempelvis en pude, får syersken 125 kroner. Resten går til moms, forsendelse, pudefyld, markedsføring, husleje, administration og løn.
I dag har 50 kvinder i Bangladesh fast arbejde.
- Det blæste mig omkuld, da jeg hørte, vi er nået så langt på to år. Nu begynder jeg at kunne se, at vi har en værdi. Og det er noget af det, jeg er allermest stolt af.
- Jeg drømmer om at skabe en bæredygtig forretning i de næste mange år. Jo større, den bliver, jo flere kvinder kan vi gøre en forskel for.
Hør mere om Maria Manel Bøges iværksættereventyr i ”Indblik” herunder eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.