To måneder efter udvisning: Aphinyas familie overvejer at blive i Tyskland
Foto: Anders Hestbek
Aphinya Pechmuang skal fredag sige farvel til klassekammeraterne på Farsø Skole.
For to måneder siden fik 13-årige Aphinya Pechmuang og hendes familie deres liv revet op med roden, da de danske myndigheder udviste hende. Nu bor hun med sine forældre i Flensborg, hvor hun går i dansk skole.
Det var ikke til at forudse, hvordan tingene ville gå, hvordan livet ville blive, hvad der skulle ske herfra, da 13-årige Aphinya Pechmuang og hendes mor og stedfar, Heini Bøgelund Andersen, vinkede farvel til deres tilværelse, som de kendte den i Farsø den 20. august.
De danske myndigheder havde vurderet, at Aphinya ikke kunne integreres i Danmark, fordi hun havde boet med sin farmor i Thailand i fem år, før hendes mor, som var blevet dansk gift, endelig hentede hende til Danmark.
Så familien måtte rejse, og turen gik til Flensborg i Tyskland med alle deres ejendele. I dag er det to måneder siden, de krydsede grænsen. Og spørger man Heini Bøgelund Andersen, har tilværelsen faktisk flasket sig. Også mere, end familien havde turdet håbe på.
- Det er gået helt okay - alt taget i betragtning. Det så håbløst ud, da vi rejste, men jeg synes, det lysner. Vi er faldet godt til, og vi har lært at leve med situationen. Der er mange plusser ved at være hernede, siger Heini Bøgelund Andersen i telefonen fra Flensborg.
- Ringe vurdering af myndighederne
Med hjælp fra venner på Facebook lykkedes det den lille familie at finde en lejlighed efter ganske få dage. Fra den har de nu udsigt over Flensborg Fjord, og Aphinya har bare fem minutters gang til sin danske skole i byen.
- Hun er så glad for sin skole. Hun er faldet godt til, og hun trives. Det er en fin skole, og de har virkelig taget godt imod hende, fortæller Heini Bøgelund Andersen.
Han forstår stadig ikke, hvordan de danske myndigheder kunne holde fast i deres vurdering af, at Aphinya ikke kunne integreres i Danmark. Hun klarede sig godt i skolen, hun lærte dansk på rekordtid, og hun havde masser af danske venner. Derudover drømte hun om at tage en god uddannelse i Danmark og blive læge.
En drøm, hun stadig holder fast i, nu bare i Tyskland.
- Jeg synes, det er ringe, at man kan finde frem til sådan en vurdering, at en pige ikke er integrerbar, når hun kan tage til Tyskland og starte i en dansk skole. Så er man da intergrebar. Det hænger jo ikke sammen. Jeg synes, Udlændingenævnet blæste højt og flot på de ting, vi fremlagde om Aphinya, siger Heini Bøgelund Andersen.
- Så jeg er lidt harm. Det må jeg indrømme, tilføjer han.
Overvejer to år i Tyskland
Derfor er det heller ikke sikkert, han og resten af den lille familie vender tilbage til Danmark lige foreløbig.
Formålet med at rejse til Tyskland var ellers i første omgang at blive der i de påkrævede seks måneder for at kunne få EU-borgerskab alle tre og derefter rejse hjem. Men som tingene har udartet sig, har planerne ændret sig.
- Jeg tror, vi bliver her i hvert fald indtil skoleåret er slut, for Aphinya skal ikke flyttes midt i et skoleår. Men vi har også snakket om at tage et år mere hernede udover det. Og Aphinya har sagt, at hun er klar på at blive her i fire år, siger Heini Bøgelund Andersen.
Selv pendler han stadig til Aalborg for at passe sit arbejde fem dage om ugen, så han kører fra Flensborg mandag morgen og kommer tilbage fredag eftermiddag.
- Det er ikke optimalt, men der er ikke nogen alternativer, med mindre jeg finder et arbejde tættere på. Og så bliver det for alvor oplagt at blive her, siger Heini Bøgelund Andersen.