Mælkeproducent venter spændt på ny regering: - Skal jeg betale millionafgift, lukker jeg ned
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Planerne for den grønne omstilling i landbruget har været flittigt debatteret både før, under og efter valget. Nu venter landmændene på en afklaring omkring CO2-afgiften.
Hos landbruget er det særligt den kommende regerings holdning til en mulig CO2-afgift, der bliver gået meget op i.
På Martin Pinholts gård i Aalestrup bliver der produceret mælk, men der bliver samtidig også udledt en masse metan, og det mener flere politikere, at landmændene skal betale for.
- Den nye regering bliver et spændende eksperiment, og jeg ser frem til at høre, hvilken model den nye regering vælger at følge, siger mælkeproducent Martin Pinholt.
Svært med en merudgift
De økonomiske vismænd har foreslået, at en eventuel CO2-afgift skal være på 1100 kroner per tons udledt. Hvis netop den model bliver en realitet, vil det koste Martin Pinholt omkring seks millioner kroner ekstra om året.
- Sådan en merudgift bliver svær at håndtere, og jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne betale sådan en, siger mælkeproducenten og fortsætter:
- Det er jo mere end mit driftoverskud, så jeg tænker, at det må være en joke, eller at vismændene ikke har regnet ordentligt på tallene.
Martin Pinholt håber, man laver en model, hvor der bliver kigget på hele det individuelle landbrug og ikke kun udledningen af CO2.
- Hvis man kigger på både mine køer, marker, biogas og det hele, så er jeg næsten sikker på, at jeg skal have penge tilbage, fordi jeg i forvejen gør ret meget, siger han.
Har en exit-plan klar
Martin Pinholt opfordrer den nye regering til at passe på det danske erhvervsliv, og det mener han ikke sker, hvis der kommer en høj CO2-afgift til landbruget.
- Hvis jeg får en afgift på flere millioner kroner, så har vi allerede en exit-plan klar, hvor vi lukker gården ned inden for fire til fem år. Og det er mig og min søn fuldstændig enige om, siger han.
Den nordjyske mælkeproducent understreger, at selv hvis landbruget rammes af en afgift, vil folk jo ikke stoppe med at drikke mælk og spise smør og kød.
- Hvis vi flytter produktionen væk fra Danmark på grund af en høj CO2-udgift, er der en klar taber, og det er klimaet, siger Martin Pinholt.
Har du tiltro til, at regeringen kommer til at kunne varetage din interesser også?
- På mange områder kan jeg godt blive bekymret, men jeg tænker også, at de alle skal have chancen for at vise, at de kan gøre dét, der skal gøres.