Lokalt firma blev ramt af tårnhøje gaspriser - Så fandt man på noget smart
Foto: Privatfoto
En investering i fjernvarme resulterede i langt mere, end virksomheden først havde turde håbe.
Den nordjyske virksomhed Scandi Byg blev som mange andre virksomheder ramt hårdt af de eksplosive gaspriser.
Men så kom Scandi Byg , der holder til i Løgstør, på en smart løsning.
Den nordjyske virksomhed, der indtil nu har brugt naturgas til at opvarme to af de store fabrikshaller i Løgstør, har nemlig været nødsaget til at tænke i nye og miljøvenlige løsninger som konsekvens af de dyre gaspriser.
- Vi har de seneste måneder arbejdet på at finde en løsning på vores gasforbrug i de to fabrikshaller, som er opvarmet på denne måde, så vi ikke længere er afhængige af gassen. Vi valgte derfor at kigge på løsninger i forhold til fjernvarme. Vi tog derfor kontakt til Løgstør Fjernvarme for at indgå en aftale. Men til vores store fornøjelse havde Løgstør Fjernvarme en fantastisk idé i ærmet, fortæller Michael Eegholm, strategisk indkøbschef hos Scandi Byg.
Sparer mange penge
Den inverstering skulle vise sig at blive mere givende end først anskuet. Da Scandic Byg formåede at gøre investeringen til et partnerskab mellem virksomheden selv, Løgstør Fjernvarme og flere lokale virksomheder.
- Det viste sig, at det nærliggende kalkværk producerer så meget overskudsvarme, som de ikke kan komme af med, at der er rigeligt til vores store fabrikshal samt flere private husstande i lokalområdet. Derudover producerer en anden lokal virksomhed ligeledes store mængder overskudsvarme, som vores anden store fabrikshal kan blive opvarmet med. Så fremover skal Scandi Byg modtage overskudsvarme fra de lokale virksomheder, hvilket kræver langt mindre CO2, forklarer Michael Eegholm.
Millioninvestering
Omlægningen til fjernvarme indebærer blandt andet en millioninvestering i omlægning af rørforbindelser, men ifølge Scandi Bygs arbejdsmiljø- og bæredygtighedschef Joan Thiesen er investeringen godt givet ud.
- Omlægningen til fjernvarme er ikke kun en god økonomisk investering i forhold til de stigende gaspriser, men det er også en god investering i forhold til vores CO2-forbrug. Ifølge vores beregninger kan Scandi Byg med omlægningen nemlig tilskrives en CO2-reduktion på hele 260 tons per år. Det er en stor reduktion, som i høj grad taler ind i Scandi Bygs overordnede fokus på klima- og miljøvenlighed, siger hun.
Fra den 1. december 2022 bliver alle Scandi Bygs bygninger opvarmet med fjernvarme, hvoraf en stor del vil være overskudsvarme fra de omkringliggende virksomheder i Løgstør.