Liv på Livø: Nyt forpagterpar følger drømmen
I januar 2017 valgte Ulla og Jesper Bergholdt at skifte spor i tilværelsen og blive det nye forpagterpar på Livø. Det er der blevet en ny programserie på TV2 Nord Salto ud af, "Liv På Livø".
Nogle gange må man bare lukke øjnene, kaste sig ud i uvisse og håbe, at det hele bærer. Nogenlunde sådan har det seneste år været år for Ulla og Jesper Bergholdt.
Den 1. januar skiftede de nemlig deres gamle, vante tilværelse ud med en af de større udfordringer - nemlig som forpagterpar af feriecenteret på Livø. Et eventyr, som TV2 Nord fulgt dem i gennem de første 12 måneder, og som er blevet til miniserien "Liv på Livø".
Det er en munter fortælling om at finde fodfæste i det, man måske ikke troede, man kunne bunde i, når man pludselig skal stå for drift af en kro, købmandsbutik, café, feriehuse, teltplads og lystbådehavn på en ø med kun syv fastboere.
Men Ulla og Jesper Bergholdt er gledet ind som beboere nummer otte og ni og er på et år blevet Livøs ansigter udadtil, når de har taget imod tusindvis af turister på den lille naturperle.
En tur tilbage i tiden
De to nye forpagtere havde et færdigt koncept i tankerne, allerede da de skrev under på kontrakten, fortalte de til TV2 Nord: Indretningen af feriehusene, stemningen på øen - og ikke mindst maden - skulle være som at tage en tidsrejse tilbage til 1920'erne. Gæsterne skulle have en oplevelse af at spille med i en scene i TV2s populære serie "Badehotellet".
Livø har en broget og farverig historie, lige fra 1100-tallet, hvor munkene på Vitskøl Kloster drev landbrug på øen, og op til de glade hippiedage i 1970'erne, hvor der var ølejr, og alle løb rundt uden en trevl på kroppen.
Livø byder på en mangfoldig og helt unik natur, der på ganske få kvadratkilometer rummer stort set samtlige de landskabsformer, man kan finde inden for Danmarks grænser. Øen er ejet af Miljøministeriet og har været fredet siden 1977.
Hektiske forberedelser
Med Ulla og Jesper ved roret er der nu taget hul på et nyt kapitel i Livøs historie. TV-kameraet har fulgt de to forpagtere gennem de hektiske forberedelser inden turistsæsonen og henover sommeren, hvor gæsterne myldrer rundt på øen. Gennem stress og smil og skærmydsler og succeser.
Øens faste stamkunder er blandt andet den årlige mikrofestival "Livø Jazz", der samler et par hundrede musikalske og festglade deltagere med hang til god gammeldags New Orleans-jazz. Og hvert år i august er Livø rammen om SFOF's sommerhøjskole, som i år kunne fejre 40 års jubilæum på øen. Der kommer knap 500 mennesker til de to uger med kreative workshops og sociale aktiviteter.
Første afsnit af "Liv på Livø" bliver sendt anden juledag klokken 19.45. Afsnit 2 og 3 sendes den 7. og 13. januar.