Lang vej til skadestuen: Skuffede lokale står til at miste tryghed
Det har skabt stor skuffelse i Himmerland, at Region Nordjylland ligger op til at spare både skadeklinikken i Farsø og skadestuen i Hobro helt væk
Der er lagt op til besparelser på skadeklinikken i Farsø og skadestuen i Hobro, og det skaber stor skuffelse i lokalsamfundet.
De lokale afdelinger skaber tryghed i de mindre samfund.
Sådan lyder det fra både borgere og politikere med udsigten til, at netop trygheden ved de lokale skadestuer og -klinikker står til at blive sparet væk af Region Nordjylland.
- Den tryghed, der er ved hurtigt at kunne komme til en læge her, den vil vi være meget kede af at slippe.
Mogens Jespersen, Borgmester Mariagerfjord Kommune, Venstre.
Tirsdag sendte regionen endnu en spareplan på otte millioner kroner i høring. Besparelser, som kan lukke skadeklinikken i Farsø, skadestuen i Hobro og mindre bemanding på Thisted Sygehus. Steder, som regionsrådsformand Mads Duedahl (V) mener er de helt rigtige.
Men i Himmerland skaber det derimod stor skuffelse blandt borgerne.
- Vi har en velfungerende skadeklinik, og det giver en tryghed i borgernes hverdag at vide, at man kan komme herind, hvis man har en mindre skade, lyder det fra formanden for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, Lars Andresen.
Men snart kan de altså vinke farvel til den tryghed.
- Skadeklinikken er en vigtig del af den service, som sygehuset yder, så vi vil være rigtig kede af, hvis den forsvinder.
For få patienter
Mads Duedahl (V) peger blandt andet på skadeklinikken i Farsø, fordi der er manglende tilbud, som han mener er krævende. Herunder at man ikke kan få en stivkrampevaccination.
I Farsø kommer der i gennemsnit ni patienter om dagen på skadeklinikken. Et antal, som regionen mener er for få, og det bakker borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen (V) også op om.
- Med det serviceniveau der er i dag fra regionens side på skadeklinikken i Farsø, så tror jeg da også, at det er bedre, at de lukker den, fordi tilbuddet er der faktisk ikke en gang i dag.
Det er dog ikke helt den samme holdning, som borgmester Mogens Jespersen (V) i nabokommunen Mariagerfjord, har.
- Den tryghed, der er ved hurtigt at kunne komme til en læge her, den vil vi være meget kede af at slippe.
Patienter sendes til Aalborg
I dag bliver flere af patienterne på skadeklinikken i Farsø og skadestuen i Hobro allerede sendt til Aalborg, fordi de to i Himmerland ikke selv kan modtage alle typer patienter. I fremtiden kan det ende med at være alle patienter, som skal tage turen til Aalborg.
Sker det, så håber borgerne, at pengene fra besparelserne i stedet bruges på at forbedre skadestuen i Aalborg.
- Når vi kommer til Aalborg til skadestuen, så har vi erfaringer med, at der kan være rigtig lang ventetid - nogen taler over seks timers ventetid, og det synes vi ikke er rimeligt at byde, pointerer Lars Andresen.
Når forslaget kommer til høring, så kan alle selvfølgelig komme med argumenter og indsigelser for, hvorfor det ikke skal gennemføres. Den frist løber frem til 5. marts.