Ny millionsvømmehal møder kritik: Kørestolsbruger sad fast i indgangen
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Handicapfaciliteterne i det nye svømmecenter i Aars møder kritik fra en kørestolsbruger. Kommunen ærgrer sig.
Ved det første besøg i det nye svømmecenter i Vesthimmerland, kunne Poul Erik Kristensen fra Aars ikke engang komme ind ad døren.
Han er kørestolsbruger og havde længe glædet sig til at tage de nye handicapfaciliteter i brug i det nye Svømmecenter Vesthimmerland, som åbnede i begyndelsen af august.
Men glæden blev hurtig vendt til frustration. For selvom Vesthimmerlands Kommune havde annonceret med, at det nye svømmecenter har plads til alle - også med gode forhold for handicappede, så var det ikke det indtryk, Poul Erik Kristensen gik derfra med.
- Det er helt uhørt, uigennemtænkt, mangelfuldt og på grænsen til at være ubrugeligt, skriver han i et læserbrev, han har sendt til Aars Avis.
Blandt andet sad Poul Erik Kristensens kørestol fast i indgangskarusellen, og han kunne kun komme fri ved manuel hjælp.
- Det er godt, jeg ikke lider af klaustrofobi, for jeg sad der længe, og det var ret ubehageligt, siger han.
Der findes en anden bred dør, som Poul Erik Kristensen kan komme ind af, men den skal låses op indefra - og derudover er den ikke automatisk.
Han forstår heller ikke, hvorfor der kun er én loftlift på et af de i alt to handicapomklædningsrum - samt at liften ikke kører hele vejen ind i varmtvandsbassinet.
- Det giver nogle udfordringer at skulle af og på en plastikkørestol hele tiden, og det giver lang ventetid. Derudover er der heller ikke noget, hjælperne kan holde fast i, når de modtager os i bassinet, siger Poul Erik Kristensen, der ikke kan se sig selv svømme i svømmehallen på grund af manglerne.
Kritikken ærgrer udvalgsformand
Poul Erik Kristensen havde glædet sig til at spare transporttiden på at komme til handicapsvømning. Normalvis svømmer han ved Slettestrand, som ifølge ham har de rette og rigtige faciliteter.
- Svømmecentret her i Vesthimmerland er helt fantastisk, og rigtig god til mange grupper, men det er ærgerligt, at de sidste ting ikke er på plads i forhold til de, der har de samme udfordringer, som jeg selv - og at indretningen ikke tager højde for det, siger han.
Kritikken ærgrer formanden for Kultur- og Fritidsudvalget.
- Nogle ting kan han have ret i, men der er også noget, som jeg er sikker på, beror på misforståelser eller manglende kommunikation, siger Per Nyborg, Konservative.
Mødtes i svømmecentret
Poul Erik Kristensen og Per Nyborg satte hinanden stævne i Svømmecenter Vesthimmerland for at tage en dialog om problematikken.
Og allerede ved det møde, var et af Poul Erik Kristensens kritikpunkter løst. Svømmecentret havde nemlig fået anskaffet sig en mobil briks. Noget, der ikke var at se, første gang han kom i svømmecentret. Og det fik Per Nyborg ros for.
Men de andre udfordringer er sværere at løse.
- Helt fra starten har Handicaprådet været med inde over, og de er blevet hørt og er kommet med input. Som vi har taget til efterretning. Noget er kommet med, og noget er ikke. Sådan er det med så stort et byggeri, men vi gav også hinanden håndslag på i byrådet, at vi havde en økonomi, vi skulle overholde, siger Per Nyborg, der dog er åben for kritikken.
Han fortæller, at kommunen nu vil se på kritikpunkterne - så som dårlige adgangsforhold ind i svømmehallen.
- Det er klart, det skal vi have løst. Men så vil der altid være andre ønsker, og dem er jeg lydhør over for, men det er blevet som det er nu, og jeg synes, vi kan være stolte af svømmecentret, siger han.
Talerør for andre
Poul Erik Kristensen vedkender, at det ikke er alle handicappede, der vil have samme holdning som ham.
- Jeg bliver bare nødt til at være talerør for andre, ligesom jeg selv. Og derfor vil jeg gerne sætte fokus på det her, det var min intention, siger han.
Svømmecenter Vesthimmerland var kommunens største anlægsprojekt og endte i 118 millioner kroner.