Knud er tilbage på muslingefestival: - Jeg skovler dem i skrutten
Foto: Søren Nielsen / TV2 Nord
Muslingefestivalen i Løgstør er tilbage efter to års nedlukning grundet corona.
Frisk luft, glade mennesker og vigtigst af alt muslinger. Efter to års nedlukning er Muslingefestivalen tilbage i Løgstør, og bløddyret har efter alt at dømme været savnet.
74-årige Knud Olesen kørte til Løgstør allerede mandag for at placere sin campingvogn på sin vanlige plads, som han selv har døbt Knuds Plads.
Folkepensionisten har været på Muslingefestivalen siden 2006 med undtagelse af de seneste to år, hvor festivalen har været aflyst på grund af corona. Duften af muslinger, musikken i teltene og ikke mindst menneskene har Knud Olesen savnet.
- Man møder nogle mennesker, som man kun kender her oppe fra, og som man efterhånden har mødt mange gange, så det er hyggeligt, fastslår han.
Og det med muslingerne er der kun en ting at sige til ifølge Knud Olesen:
- Jeg skovler dem i skrutten.
Bedre end Frankrig
Festivalen strækker sig fra torsdag til søndag, og flere står på sidstedagen klar til at give en dom over muslingerne.
- Det smager rigtig godt, siger Viggo Mortensen, som har besøgt festivalen flere gange.
Også de københavnske gæster er tilfredse.
- Det smager fantastisk. Man tror næsten, man er i Frankrig, siger Philip Boissevian, inden hans ven retter ham.
- Det er bedre end Frankrig. Og saucen, den skal man bare bede om, siger Morten Sierssted, inden han slubrer det sidste fra skålen i sig.
Det er stærke frivillige kræfter, der gør det muligt at drive festivalen. Omkring 300 er trådt til i år.
En af dem er Valthea Schack. Han er en del af det, de kalder forsyningstropperne, og han leverer muslinger til boderne. Det har han gjort i 10 år, og han tager af to grunde gerne 10 år mere.
- Sammenholdet og alle de glade gæster vi får, Det kan jeg ikke undvære. siger han.
Forventer overskud
Og der er behov for frivillige. Kontantbeholdningen i foreningen Muslingebyen, som står bag projektet, er de seneste år svundet ind til det halve, så de trænger til at få lidt penge tilbage på kistebunden. Derfor har priserne fået et lille nøk op ad. En bakke muslinger koster nu 40 kroner.
Pristigningerne er ifølge en af arrangørerne noget, som gæsterne bemærker, men han har ikke hørt noget brok.
- Det er sjældent, folk kan få billigere muslinger end det her. På restaurant skal man betale det tredobbelte, siger Martin Gregersen, teamleder i Muslingbyen, som står bag festivalen.
Trods masser af blæst forventer han, at de i år kommer ud med et pænt overskud
- Jeg håber, at vi kommer til at ligge med et overskud på 70-90.000. siger han.
Særligt retten ’Vægternes Muslinger’, som er tilsat bacon, grøntsager og andre herligheder, er det helt store tilløbsstykke. Knud Olsen kender har da heller ikke glemt vejen hen til boden.
- Jeg elsker muslinger, og jeg skovler dem i skrutten, mens jeg er her, så det er skønt, griner han.
Se indslaget herunder