Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Knivstikkeri ved Gedsted: Juletræsarbejdere kom op at slås

Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)

En uoverensstemmelse mellem to juletræsarbejdere førte tidligt mandag morgen til knivstikkeri.

Klokken 6.15 mandag morgen fik Nordjyllands Politi en melding om et slagsmål på Sognevejen 266 ved Gedsted.

En 34-årig mand og en 27-årig mand fra Moldova var kommet op at slås, og det udviklede sig til knivstikkeri, lyder det fra Nordjyllands Politi.

De to mænd var begge hyret til at arbejde med juletræer i området.

Den 34-årige stak den 27-årige. Derfor er den 34-årige nu anholdt, mens den 27-årige er bragt på sygehuset. Han er dog ikke i livsfare, oplyser Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Den 34-årige mand blev ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger.

Sagen efterforskes af Efterforskningscenter Himmerland.


Første kys med en fyr i Aalborg: - Vi blev omringet og råbt af

Drag Queen og aktivist Mizz Privileze var i weekenden tilbage i sin barndomsby Aalborg - og det var med et helt klart budskab til lokalpolitikerne.

De har det i Aarhus. De har det i Odense. De har det i København. Men ikke i Aalborg. En LGBT+ politik. Og det er det på tide at gøre noget ved, mener drag queen Mizz Privileze.

- Nu må det være Aalborgs tur til at sige helt klart, at der skal være plads til alle, siger dragaktivisten.

Manden bag karakteren Mizz Privileze er Michael Bjerring. Han er selv vokset op i netop Aalborg og har gået på folkeskole i Vejgaard. Derfor ligger byen ham også særligt på sinde.

- Jeg har ikke altid oplevet, at det var okay at være en lidt mere farverig dreng på den folkeskole, jeg gik på i Vejgaard, og da jeg første gang kyssede en fyr i Aalborg, var jeg 18 år gammel, og vi blev omringet og råbt af. Derfor er det vigtigt for mig at komme tilbage hertil og fejre, at der skal være plads til forskellighed.

Og det fejrer Mizz Privileze med konceptet 'Shamelezz'. Et show med fest, farver, dans og drag queens, men også med et politisk budskab.

- Udover at vi gerne vil skåle, hygge, fejre og give alle, der kommer til showet, en god aften, har vi også en klar agenda om at gøre det endnu tryggere at være sig selv, også som LGBT+-person.

Om Shamelezz

Shamelezz er et dragshow med både kendte og nye artister. Efter selve showet er der lagt op til fest. Man kan se, hvornår Shamelezz igen kommer til Aalborg ved at følge dem på Facebook.

Intet at skamme sig over

VIVE udgav i September i år en rapport en trivslen blandt unge LGBT+-personer baseret på geografi. Her viser tallene for Aalborg en større andel af LGBT+-unge med lav livstilfredshed sammenlignet med Hovedstadsområdet.

Holder man tallene op imod unge, der ikke tilhører LGBT+-gruppen i Aalborg, er andelen med lav livstilfredshed i gruppen næsten dobbelt så stor.

- Der er intet at skamme sig over - uanset hvem, man er. Men særligt LGBT+-personer oplever jo at blive udskammet for, hvem de elsker, og hvordan de udtrykker deres køn. Derfor er det så særligt at have sådan en aften i Aalborg, hvor der er plads til alle, siger Mizz Privileze, som personligt også oplever det som en sejr at kunne gå på scenen i sin hjemby og blive mødt med smil og hujende tilråb.

- Det er faktisk ekstremt helende, at jeg kan stå her nu i drag og fylde så meget, jeg vil, og at det bliver taget godt imod.

Nu håber Mizz Privileze, at flere farverige personer i Aalborg kan få samme oplevelse. Men for at det kan ske, er der altså særligt en ting, der mangler i kommunen.

- I aften samler vi historier ind fra LGBT+-personer om deres oplevelser med at være dem, de er, i Aalborg. De historier vil vi give videre til kommunens mangfoldighedsudvalg i håbet om en decideret politik på området.

Se hele interviewet med Mizz Privileze her:


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

I Frederikshavn går bølgerne meget højt blandt byrådspolitikerne.

- Jeg synes egentlig, at det blev lidt pinligt, når vi begynder det her med at fortælle, hvad hinandens intentioner er.

Sådan fortæller Christina Lykke Eriksen (SF), der er byrådspolitiker i Frederikshavn Kommune om tone, der lige nu hersker i byrådet.

Specielt blev tonen grovere til byrådsmødet onsdag, da debatten omhandlede den skandaleramte havn.

" Og nu er det anden gang, at du siger til mig, at jeg er manipulerende. Det sagde du også til mig 28. august, og det finder jeg mig simpelthen ikke i. Det skal du simpelthen ikke sige til mig," lød det blandt andet til byrådsmødet.

Det fik også SF-politikeren til at efterspørge en pænere tone.

"Hvor er det synd, at vores borgere og vores kommuner skal være vidne til det her. Jeg synes, at den her debat løber af sporet," sagde hun til mødet.

Hun erkender, at havnesagen er den sværeste i hendes tid i politik i hendes relativt mange år i byrådet, og at der ikke er noget at sige til, at bølgerne går højt.

- Men det med vi begynder at tale hen over mikrofonen, griner af hinanden, peger af hinanden, håner hinanden, når hinanden siger noget. Det er altså noget, man gør, når man gør i børnehave, siger hun til TV2 Nord.

Også Venstres Mette Hardam er enig i kritikken af den tone, som præger byrådet.

- Der er ingen tvivl om, at havnen og al den virak, der har været omkring Frederikshavn Havn, har stor indvirkning på, hvad der er, der sker i vores byrådssal. Vi er simpelthen nødt til at tage på det nu, for ellers bliver vores byrådsmøder ved med at være på den måde, hvor fronterne er trukket op. Det er ikke sundt, fordi vi skal arbejde for, at kommunen kommer i bedre stand, siger Mette Hardam.

Borgere enige i børnehavesammenligning

Men det er ikke en helt ny ting, at tonen er blevet grov i byrådet. Tidligere på året fortalte Jens Borup (V) om, at han blev kaldt klogeåge og detektiv.

- Jeg har det skidt med, når der er nogen, der ved noget om nogle ting, og man bare bliver affejet færdigt, fordi vi ikke lige har samme politisk holdning, sagde Jens Borup dengang, hvor han var uenig i håndteringen af Frederikshavn Havn i april.

Og der er ingen tvivl blandt frederikshavnerne på havnen, at byrådet minder om en børnehave.

- Det ser ud til, at der er mangler en leder eller en børnehavepædagog til at holde styr på dem, siger Johnny Studsgaard.

Dengang min storebror var i byrådet, var det også en børnehave. Fordi de er jo efter hinanden alle sammen. Det duer sgu ikke, lyder det fra Ole Thomsen.


Mads har fået nok: - Jeg vil ikke være nabo til en kæmpe kasse

Jammerbugt Kommune overvejer at tillade, at der må bygges større huse på de eftertragtede grunde rundt om søen i Aabybro. Men det skal kun gælde dem, der bor i første række.

Det bliver til nogen ture rundt i nabolaget. Mads Kyed Jensen samler underskrifter ind, for han vil have bremset, at der kommer nye byggeregler for området om søen i Aabybro.

- Vi er nødt til at prøve et eller andet, for vi vil være ærgerlige over det, hvis det bliver vedtaget, siger Mads Kyed Jensen, der selv bor i første parket til søen i Aabybro.

I dag må man bygge i et plan med en tagetage i 8,5 meter rundt om søen i Aabybro. Kommunen overvejer at tillade, at der bliver bygget i to fulde etager efter henvendelse fra to grundejere, men det skal kun gælde for dem, der bor på de eftertragtede grunde helt ud til søen. Dem er der 37 af.

- Er det rimeligt, at det kun er dem i første parket, der muligvis får lov til at bygge større?

- Det spørgsmål kan man altid stille sig selv. Det er dem i første parket, der har spurgt. Så har vi prøvet at brede det ud til, at alle i første parket havde muligheden, forklarer Niels Christian Hem, der er formand for Teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune (V).

Forskelsbehandling mellem første og anden række

Flere af de husejere, der bor i anden parket, mener, at de nye regler vil være forskelsbehandling.

- Det er meget urimeligt, synes jeg. Det vil tage meget udsyn og skygge for solen. Det passer slet ikke ind her, siger Jimmi Jensen, der bor anden parket ved søen i Aabybro.

- Det bør være ens for alle i området. Hvis nogen må, så må dem vel bagved også, siger Mads Gjødsbøl, der også bor i anden række.

Det er kun grundejerne i første parket rundt om søen i Aabybro, som måske kan få tilladelse til at bygge større huse. Foto: Jammerbugt Kommune

Mads Kyed Jensen, der samler underskrifter ind, bor selv i første række. Han har ikke selv lyst til at bygge et større hus, for han har lige renoveret det, han har, men han frygter, at huset mister værdi, hvis dem omkring ham vælger at bygge store funkis huse, fordi de vil kunne kigge ind i hans have.

- Jeg har selv renoveret, og jeg føler lidt, at det er spildt arbejde. Så jeg kan rive lortet ned og bygge et 8,5 meter højt hus. Så kan jeg sælge det og flytte herfra, siger Mads Kyed Jensen.

Naboerne mistænker, at kommunen overvejer at slække på reglerne for at tiltrække pengestærke skatteborgere til kommunen. Niels Christian Hem afviser, at det er spiller ind.

- Det har slet ikke været et argument i fremstillingen af sagen, siger udvalgsformanden.

Teknik- og Miljøudvalget har mandag besluttet, at planerne skal sendes ud i en foroffentlighedsfase forud for en eventuel udarbejdelse af et kommuneplanstillæg for boligområdet. Man vil høre hvad borgerne synes. Udvalgsformanden siger, at han ikke har taget stilling til, hvad han mener.

- Nu hører vi, hvad borgerne i området mener, og så tager vi en beslutning, siger Niels Christian Hem.


Det danske herrelandshold i håndbold er samlet i denne uge – for første gang siden Niklas Landins stop på landsholdet.

Mens de danske stjerner i denne uge skal knokle i landsholdslejren, kan Niklas Landin tage en mindre slapper og kun fokusere på klubtræningen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen og de danske spillere skal nemlig samles for første gang, efter at Niklas Landin og Mikkel Hansen er stoppet på landsholdet. Niklas Landin er fortsat helt afklaret med, at han ikke skal møde ind og trække landsholdstrøjen over hovedet.

- Jeg er faktisk glad for, at jeg ikke skal møde ind, og at jeg kan være lidt hjemme og få trænet lidt med de drenge, der nu er tilbage. Det har jeg det stadig helt fint med, siger Niklas Landin til TV 2 Sport efter Aalborgs sejr over Grindsted søndag aften på 36-33.

Niklas Landin fortæller, at han skal bruge formiddagen på at træne i klubben, og så venter der foredrag med Mikkel Hansen om eftermiddagen og aftenen.

Bliver det specielt at se landsholdet spille?

- Nu er det jo ikke første gang, at jeg ikke er blevet udtaget til de her førsamlinger. Men jeg tror, det bliver specielt, når det bliver 1. januar, og jeg kan se de andre møde ind på et eller andet Scandic-hotel. Det bliver ekstremt specielt – men jeg glæder mig også lidt til det faktisk.

Er glad for at være tilbage på banen

Niklas Landin gjorde comeback på håndboldbanen i midtugen mod Kolstad i Champions League, efter han har siddet ude og er blevet opereret for en knæskade.

Det var rart at vinde en tæt kamp med de udfordringer, vi har haft de seneste 12 timer

Niklas Landin

Søndag aften var han så for alvor tilbage, da han fik meget spilletid mod Grindsted. Landin endte med en redningsprocent på 28.

Jeg går ud fra, at det er forløsende at kunne løbe rundt derinde igen?

- Ja, er du sindssyg – det har jeg virkelig set frem til. Ikke bare i den tid, hvor jeg har været ude efter operationen, men igennem en utrolig lang periode, hvor jeg egentlig ikke har spillet håndbold – også på grund af blokaden inden det. Det har været ekstremt lang tid, og det skal jeg love for, at jeg også godt kan mærke – både i ben, arme og bare følelsen generelt, at det ikke lige hænger helt sammen.

- Min egen følelse var, at det var dejligt at få puls og være omkring holdet – og føle at man var der igen. Men det håndboldmæssige og målmandstekniske kommer forhåbentlig med tiden – det var der ikke i dag (søndag, red.). Men det var rart. Og det var også rart at vinde en tæt kamp med de udfordringer, vi har haft de seneste 12 timer.

Niklas Landin henviser til, at de søndag morgen fik besked om, at samarbejdet med cheftræner Maik Machulla var blevet opsagt med øjeblikkelig virkning.

Specielt, siger Arnoldsen

Thomas Arnoldsen er den eneste Aalborg-spiller, der er udtaget til Nikolaj Jacobsens landshold i denne omgang. Han erkender, at det bliver særligt, når hverken Mikkel Hansen og Niklas Landin er med.

- Det bliver specielt. Der er to store stjerner i Mikkel og Niklas, der har valgt at stoppe på landsholdet. Det bliver specielt. Der er nogle andre, der skal ind og tage de roller, de har haft. Så jeg glæder mig til at møde ind og se dem alle sammen, siger Arnoldsen.

Danmark åbner Euro Cup mod Norge i Boxen i Herning onsdag 6. november, hvorefter de møder Sverige på udebane om søndagen. Begge kampe kan du se på TV 2 og TV 2 Play.


Foto: PR

Der skal nu pågå diskussioner med fagforeninger for at finde frem til, hvorhenne stillingerne nedlægges.

80 personer i administrative stillinger spares væk.

Det er den konklusion, som Stena Line er kommet frem til, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

På nuværende tidspunkt ved den administrerende direktør hos Stena Line, Niclas Mårtensson, ikke præcist, hvordan fyringer kommer til at ramme.

- Ud af de 80 stillinger vil 50 af dem være i Göteborg, hvor de fleste i administrative positioner er. De 30 resterende skal findes ud over resten af Europa, fortæller han til TV2 Nord.

Stena Line har også kontorer i Frederikshavn, og det er derfor stadig uvist, hvor mange stillinger der måske nedlægges i det nordjyske.

- Vi skal i diskussioner med fagforeninger i det næste stykke tid, men der er ikke mange administrative medarbejdere i Frederikshavn. Så bliver Frederikshavn ramt, vil det blive minimalt, lyder det fra den svenske topchef.

Tilbage i 2020 nedlagde Stena Line ruten mellem Frederikshavn og Oslo, men Niclas Mårtensson forsikrer, at det fyringsrunden her ikke får betydning for sejladsen til Göteborg.