Knæk Cancer: Rekordstor blomst i Aars
Arrangement på Aars Stadion skød gang i den ugelange kampagne.
I denne uge bliver der sat fokus på kampen mod kræft i den landsdækkende Knæk Cancer-uge.
Men allerede søndag blev der taget forskud på de kommende dages indsamlinger til kampen mod kræft. Det skete på stadion i Aars, hvor 600 klapstole søndag formiddag til sammen dannede en stor Knæk Cancer-blomst.
En plads på hver stol kostede 150 kroner, som gik til Kræftens Bekæmpelse og der var mange, der havde købt en siddeplads i den gode sags tjeneste.
En af dem var Tommy Hejlskov fra Aars, som selv har været ramt af kræft.
- Det er dejligt at se, at med den udvikling, der er sket indenfor kræftområdet, kan flere blive helbredt, og jo flere penge, vi kan samle ind til forskning, des bedre er det, siger Tommy Hejlskov.
Initiativtager til Knæk Cancer-arrangementet i Aars var Gregers Kirkegaard Haislund, som var stolt over, at det igen lykkedes at slå en rekord.
- Det er da fedt, at vi i 2018, 2019, 2020 og 2021 har lavet Danmarks største Knæk Cancer-blomst, det vil vi gerne have ry for siger Gregers Kirkegaard Haislund.