Klar til Kandis-koncert: Johanne pynter sig til årets højdepunkt
760 udviklingshæmmede fra hele Nordjylland er i aften samlet til forårsbal i Løgstør. 30 af dem kommer fra værestedet i Hobro, og her var de allerede i eftermiddags i gang med forberedelserne, så brugerne kunne blive helt klar til aftenens dansefest med Kandis
30 udviklingshæmmede fra Mødestedet i Hobro tog torsdag turen til Løgstør til årets højdepunkt: Koncert med Kandis.
For nogle mennesker er julen årets højdepunkt, for andre er det sommerferien eller bryllupsdagen. Men for 30 udviklingshæmmede fra Mødestedet i Hobro er det muligvis det årlige forårsbal i Løgstør, de glæder sig allermest til på hele året.
For her kommer Kandis og spiller for i alt 760 udviklingshæmmede fra hele Nordjylland.
Og særligt for én af beboerne, Johanne Aakjær Madsen, er det særligt stort igen at skulle høre et af Danmarks største dansktop-navne.
- Jeg synes, de spiller godt. Jeg kan ekstremt godt lide trommeslageren. For det første spiller han godt, og så ser han også lidt godt ud, siger hun.
Derfor er det også ekstra vigtigt for Johanne Aakjær Madsen, at håret sidder lige, som det skal. Sammen med nogle af de andre piger fra Mødestedet har hun brugt eftermiddagen som en optakt til koncerten og fået håret helt rigtigt og lagt en festlig makeup.
Sover med Kandis
Hun er ikke den eneste fra Mødestedet, der har gjort lidt ekstra ud af det til aftenens koncert. Flere har været ude og købe nyt festtøj i dagens anledning.
- Jeg ville gøre lidt ud af mig selv, når vi skulle til Kandis, siger Daniel Falgren Pedersen, der også er fan af Kandis.
Flere af de andre mænd og drenge har været i gemmerne og finde både fankasketter og t-shirts til anledningen. Johanne Aakjær Madsen har også Kandis-merchandise, men hun har alligevel ladet sin største souvenir ligge hjemme i lejligheden.
- Jeg har sengetøj med dem. Så når jeg sover med det, så drømmer jeg om dem, griner Johanne Aakjær Madsen.
Spændingen stiger
Vel ankommet til Jutlander Bank Hallen i Løgstør stiger spændingen mærkbart for Johanne og de andre beboere på Mødestedet. For nu er de her, og lige deroppe på scenen skal Kandis spille inden længe.
Men først skal der spises, og Johanne må holde sommerfuglene i maven lidt i ro.
Hvor meget glæder du dig?
- På en skala fra 1 til 10, så er den på 10, siger Johanne Aakjær Madsen, inden hun langt om længe kan bane sig vej op til scenen og byde Kandis velkomne.
- Er I friske, spørger Johnny Hansen ud i salen, og så stemmer bandet i med et af de helt store hits: "En lille ring af guld".