Karner lider af demens - her stråler han som en sol
Dans og lyden af musik kan vække minder og fungere som et åndehul for både demente og deres pårørende.
Demens er en sygdom, der rammer flere og flere danskere, og det anslås, at knap 100.000 danskere lider af sygdommen. En sygdom uden udsigt til behandling. Derfor handler det om at finde måder at lindre sygdommen eller skabe momenter, hvor sygdommen kan stå i baggrunden.
- Når de kommer her, er de ret neutrale, men når de går herfra, går de med et smil på læben, siger Anita Falk Nielsen, indehaver og danselærer på Motionitten i Aars.
En af de måder hvor man kan skabe en god stund for både den demensramte og deres pårørende er nemlig igennem dans. Helt specifikt erindringsdans, der kan vække nogle af de minder, der ellers kan være svære at få frem.
- Han er glad for at komme her. Han elsker jo at danse. Det har han næsten gjort alle hans dage. Hver gang der er et stykke, han kan huske, så skal han op at danse, og så er han glad og tilpas, siger Inge Skov, pårørende til og gift med Karner Nielsen.
Lysstrejf i en mørk tid
Og det er det, musikken og dansen kan. Forskningen viser nemlig, at dans kan stimulere den del af hjernen, hvor vores korttidshukommelse sidder. Derfor afholdes der på Motionitten i Aars erindringsdans to gange om måneden for både demente og deres pårørende. Dansen bliver på den måde et afbræk fra en hverdag, hvor sygdommen kan virke altoverskyggende og dermed svær at håndtere - både som demensramt og som pårørende.
- Dansen giver mig noget livskvalitet, siger Lena Madsen, demensramt.
Og den følelse kan Inge Skov, pårørende og kone til Karner Nielsen, nikke genkendende til.
- Det er godt for mig at være afsted, og det er også godt for ham. Han stråler jo som en sol, når han er her. Derhjemme er han lidt mere indelukket, siger hun.
TV2 Nord besøgte Motionitten til erindringsdans:
Minder for en stund
I takt med at hukommelsen svigter, og man ikke længere kan lave de ting sammen, som man plejede at kunne, er det godt at have nogle friske minder at vænne tilbage til.
- Hun er glad, når hun går derfra. Og hun nyder det, når hun er her, og hun kan snakke vidt og bredt om, hvad vi har gjort. Hun kan næsten huske alle dem, hun har danset med, siger Flemming Madsen, pårørende og mand til Lena.
Som pårørende kan det til tider være svært og føles ensomt at være i, og derfor mener Anita Falk Nielsen, at der til erindringsdans, bliver skabt et rum, hvor der er plads til de tanker.
- Der er et socialt fællesskab, hvor de kan få lov at sidde og snakke med andre pårørende, og de kan opleve andre med demenssygdom. Så de bliver en del af et fællesskab, hvor de ikke står alene, fordi de hører, at der er andre, der har oplevet det samme, siger hun.
Erindringsdansen i Motionitten har kørt fem gange som en forsøgsordning med støtte fra Vesthimmerlands Kommune.