Imponerende kronhjort for vild i Løgstør
Foto: Mogens "Livsnyder" Lynge
Vinterbaderne i Løgstør fik sig lørdag morgen noget af en overraskelse, da de pludselig stod ansigt til ansigt med en kronhjort.
I de 12 år Mogens "Livsnyder" Lynge har gået sine daglige morgenture med sin bomuldshund ved havnen i Løgstør, har han set både sæler, oddere og en enkelt grævling.
Men tidligt lørdag morgen fik han sig et syn af en anden verden. Noget, han aldrig havde drømt om at se på molen ud mod fjorden - nemlig en imponerende stor, men meget sky kronhjort.
- Det var et fantastisk syn. Jeg var meget imponeret over størrelsen på kronhjorten, det er nok den største hjort, jeg nogensinde har set, og det er nok også den eneste, der nogensinde har vovet sig helt derud, siger Mogens Lynge til TV2 Nord.
Det var et fantastisk syn. Jeg var meget imponeret over størrelsen på kronhjorten, det er nok den største hjort, jeg nogensinde har set.
Mogens "Livsnyder" Lynge
Kronhjorten var blevet spottet af både vinterbadere og fodgængere på havnen, og der blev straks ringet efter Mogens Lynge, som er fast leverandør af billeder fra Løgstør til både Facebook og TV2 Vejret. Men lige netop denne lørdag morgen var det ikke så let for Mogens Lynge at komme ud af døren.
- Min kone og jeg passede vores børnebørn, to tvillinger på lige godt to år. Og vi var midt i havregrøden, da folk begyndte at ringe, så min kone var ikke meget for at skulle stå alene med dem. Men da jeg fik opkald nummer to, måtte jeg altså ud af døren. Jeg var meget utålmodig efter at se, hvordan kronhjorten ville komme fra molen igen, fortæller Mogens Lynge.
Så havregrød måtte havregrød, og nede ved molen fik han sin belønning: Det ene pletskud efter det andet af kronhjorten, der havde travlt med at undgå de mange nysgerrige tilskuere.
- Det var jo noget specielt at se det store dyr helt herovre på den forkerte side af kanalen. Den var kommet helt ned til udmundingen, så den kunne faktisk ikke komme derfra igen. Heldigvis var nogle jægere blevet tilkaldt, og en af dem gik bagom plankeværket på molen og fik den jaget mod vest væk fra molen, siger Mogens Lynge.
I mellemtiden var vejen for fri flugt blevet banet for kronhjorten. Og da først den var kommet i bevægelse, gik det rigtig stærkt, fortæller Løgstørs fritidsfotograf. I løbet af få sekunder var den væk.
I kommentarfeltet til opslaget med billederne på Facebook har Mogens Lynge dog kunnet læse sig til, at kronhjorten sikkert og uden problemer fandt hjem til sine vante omgivelser i skoven igen.
- En kvinde, der var ude at lufte sin hund ved Lendrup, altså cirka fire kilometer herfra, skrev, at hun havde set hjorten svømme over kanalen og over til skoven. Kronhjorte er gode svømmer, så det har ikke været noget problem for den. Og nu ved jeg, den har det godt, siger Mogens Lynge.