Gymnasieelever tager selv kampen op med klimaet
Foto: UngEnergi
Eleverne på Vesthimmerlands Gymnasium går i denne uge ind i kampen for en klimavenlig hverdag. De har selv arrangeret fem bæredygtige dage på skolen.
Der er klimauge på Vesthimmerlands Gymnasium i denne uge, hvor den blandt andet står på mad-mandag, tøj-tirsdag og transport torsdag.
I samarbejde med UngEnergi har de unge udarbejdet klimaugen efter fem fede råd, som omhandler fokus på mad, tøj, strømforbrug og transport. Og på Vesthimmerland Gymnasium har eleverne selv sørget for at arrangere initiativerne.
- Vi bakker op om miljøet og det her med, hvordan vi kan spare på tingene. Fordi det måske ikke er så svært alligevel. Det er måske bare mere at komme i gang, siger elevrådsformand på Vesthimmerlands Gymnasium, Mads Havbro.
Hos UngEnergi er målet klart. Jo tidligere de kan få folk til at tænke på bæregygtighed, jo større effekt er der.
- Vi tror, det er vigtigt at starte et budskab hos de unge og få de unge med, for de kan gøre en stor forskel. Hvis bare vi får ændret folks mindset omkring bæredygtighed, så kan hele samtalen om bæredygtighed ændre sig, siger Isak A. Løge, som er frivillig i Ung Energi.
Gennem praktiske tips vil de unge lære hinanden, hvordan man kan lave få ændringer i hverdagen, der har indflydelse på miljøet.
- Vi håber, det kan smitte sig til resten af ugerne, og de næste mange år, så det er startskuddet på endnu mere bæredygtighed, siger Mads Havbro.