To af Danmarks største badmintonnavne slår pjalterne sammen, når Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.
Det har Axelsen annonceret søndag formiddag, og ifølge badmintonekspert Jim Laugesen er det uden tvivl en nyhed, der kommer til at brede sig som en steppebrand i alverdens store medier – specielt i den badmintongale verdensdel Asien.
- Det her er en kæmpestor historie i badmintonverdenen. Viktor Axelsen er det største navn, og nu går han sammen med det måske næststørste navn, vi har i Danmark. Peter Gade er jo en træner, som man lige så godt kunne have hentet i store nationer som Indonesien eller Malaysia.
- I Asien er han stadigvæk et stort navn, fordi de er opfostret med ham som en del af den gyldne generation i herresingle med spillere som Taufik Hidayat, Lee Chong Wei og Lin Dan. Samtidig laver han også ’Yonex Legedens’ og opvisningsshow i hele verden.
Gade er ærlig og kontant
Det mest interessante spørgsmål i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvordan Viktor Axelsen og Peter Gade kommer til at fungere i et samarbejde.
Axelsens nuværende træner, Henrik ’PK’ Rohde, skal fortsat være en del af setuppet, mens Gade kommer ind som ”en del af træningen og coachingen”.
Ifølge Jim Laugesen, der kender Peter Gade rigtig godt gennem deres fælles tid som aktive badmintonspillere og senere i privat sammenhæng, er Gade en tilføjelse, der vil gavne Axelsen.
- Gade er en ærlig og kontant person, der som træner vil sige, hvis han mener, der bliver gjort noget forkert. Han er ikke en medløber, bare fordi det er Axelsen. Så Viktor får en udfordring og sparring, som, jeg tror, der er godt for ham, siger Laugesen.
Et godt match
Viktor Axelsen vil fortsat have sit træningssetup i Dubai, mens han i perioder også skal træne på Peter Gades Yonex-akademi i Danmark, når Axelsen skal forberede sig til visse turneringer.
I sin opdatering søndag slår Axelsen også fast, at han sammen med sin træner og svigerfar, Henrik ’PK’ Rohde, har opnået mere, end de drømte om, da han efter OL i Tokyo valgte at lave sit eget træningssetup.
Efter endnu et OL-guld er det nu det rigtige tidspunkt til at lave nogle ændringer, så ’PK’ og Gade altså fremover bliver en trænerduo, der sammen skal stå for Axelsens træning og coaching. En god beslutning ifølge badmintonekspert Jim Laugesen.
- Det er det helt rigtige i Viktors situation lige nu, hvor han har vundet OL to gange. Hvis han skal ud at hente noget inspiration, så er en mand som Peter Gade, der måske har en anden tilgang til nogle ting, rigtig god at få ind.
- Og så kender Viktor jo både Peter Gade som spiller og træner. Han ved, hvad han står for. Han ved også, at han får en mand ind, der er meget lig ham selv. Gade vil gå hele vejen og afsøge hver eneste mulighed for at blive bedre hele tiden. På den måde er deres tilgang meget ens og et rigtig godt match, siger Jim Laugesen.
Fokus på Axelsens alder
Derudover fremhæver han også Gades taktiske evner som spiller, der kan komme Axelsen til gavn på vej ind i karrierens efterår. En tanke, Viktor Axelsen også selv har gjort sig.
- Med Peters badmintonviden – kombineret med hans erfaring med at spille ind i 30’erne – er jeg sikker på, at han er i stand til at hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde fremadrettet, siger 30-årige Axelsen.
Den unge odenseaner var blot 17 år gammel, da han blev en del af landsholdstræningen, hvor han nåede at træne knap to år sammen med Peter Gade, inden sidstnævnte stoppede karrieren som 36-årig.
Viktor Axelsen vil være 34 år, når OL i Los Angeles løber af stablen i 2028. Her håber den danske herresingle at være med igen, hvilket du kan læse mere om i dette større interview, der blev lavet op til OL i Paris.