Færgen Mary ramt af endnu et uheld
Foto: BB Medier
Færgen Mary var onsdag ramt af endnu et uheld, der standsede overfarten i tre timer.
Onsdag sidst på eftermiddagen måtte færgefarten mellem Hvalpsund og Sundsøre indstilles i tre timer, efter endnu et uheld med Færgen Mary.
Færgedriften måtte onsdag for tredje gang inden for få måneder indstilles, da Færgen Mary sidst på eftermiddagen fik problemer med den ene skrue.
En nærmere undersøgelse viste, at det var et stykke bjælke, der havde set sig fast i skruen, og færgen blev efter tre timer meldt klar til sejlads igen, fortæller færgeselskabet på Facebook.
Uheldsramt overfart
De seneste måneder har i den grad været uheldsramt for færgeforbindelsen mellem Vesthimmerland og Salling.
Først trillede en lastbil af Færgen Mary 26. oktober og endte i fjorden lige inden anløb til havnen i Hvalpsund.
Det spektakulære uheld beskadigede en broklap på Mary, der måtte på værft for at blive repareret, og en lejet erstatningsfærge, Sleipner, blev sat ind på overfarten.
Sleipner nåede dog ikke at sejle i mere end en uges tid, inden den blev ramt af et uheld, der sendte den på grund på Salling-siden af overfarten.
Med to færger sat ud af spillet, gik der godt tre uger, inden færgeoverfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre blev normal igen, da Sleipner kom i drift igen 30. november.