Budget i Vesthimmerland på plads: Aars får nyt svømmecenter
Foto: VisitVesthimmerland
Konservative står som eneste parti udenfor budgetaftalen, der gælder for 2019. Uenighed omkring institutionsbetaling trak forhandlingerne ud.
Efter langstrakte forhandlinger er næste års budget endeligt på plads i Vesthimmerlands kommune.
Byrådet har indgået en aftale, der blandt andet betyder en realisering af det længe ventede Svømmecenter Vesthimmerland i Aars, en renovering af Aalestrup Skole, en ny SFO i det gamle posthus i Farsø samt en renovering af Kongekajen og istandsættelse af ophaler beddingen i Løgstør.
Der har i flere år været afsat penge til de ekstra stillinger i budgettet, men de har altid været udnyttet, så derfor skærer vi dem væk til næste år.
Per Bach Laursen, borgmester, Vesthimmerland Kommune
Der er fastlagt et anlægsniveau på 92 millioner kroner.
- Vi har først og fremmest fået lavet et godt og solidt budget, som giver mulighed for at opretholde vores serviceniveau. Dermed fortsætter vi stilen fra de seneste års budget-aftaler. En stil, som også byder på et stærkt anlægsprogram til glæde for hele Vesthimmerland, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).
Aftalen er indgået med 20 byrådsmedlemmer fra partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og VestHimmerlandsListen.
I 2019-budgettet er der lagt op til besparelser på sundhedsområdet. Her er det bemandingen på plejecentrene, der skal skæres i – men borgmesteren understreger, at det i forvejen er stillinger, som i forvejen aldrig har været besat.
Jeg ville gerne have haft de konservative med i den her aftale. Men partiets ønske var uspiselige for de øvrige partier.
Per Bach Laursen, borgmester, Vesthimmerland Kommune
- Der har i flere år været afsat penge til de ekstra stillinger i budgettet, men de har altid været udnyttet, så derfor skærer vi dem væk til næste år. Man har vurderet, at behovet ikke var der, så borgerne vil ikke mærke det som en reel nedskæring, forsikrer Per Bach Laursen over for TV2 Nord.
Borgmester: Konservatives krav kunne vi ikke møde
Konservative står som det eneste parti udenfor aftalen. En uenighed omkring en større egenbetaling for forældrene til børn i kommunens vuggestuer betød, at partiet trak sig i forhandlingerne.
- De Konservative mente, at billigere vuggestuer vil gøre det mere attraktivt for børnefamilier at flytte til kommunen, men vi har i forvejen de billigste forældrebetalingstilbud. De øvrige partier mente ikke, det ville øge bosætningen, forklarer Vesthimmerlands borgmester – der ærgrer sig over, at ikke samtlige partier i byrådet er med i budgetaftalen.
- Jeg ville gerne have haft de konservative med i den her aftale. Men partiets ønske var uspiselige for de øvrige partier. Og hvis vi skulle genåbne diskussionen, så skulle alt i spil igen, siger Per Bach Laursen til TV2 Nord.
TV2 Nord har fredag aften forsøgt at få en kommentar fra Konservative – dog uden held.
Den endelige vedtagelse af budgettet vil ske i byrådssalen på et senere tidspunkt.