Brand i Vester Hornum: Skorsten blev formentlig for varm
Foto: Daniel Mikkelsen
Nordjyllands Beredskab rykkede søndag aften ud til en brand i et hus uden for Vester Hornum.
Der var formentlig blevet fyret lidt for godt op i brændeovnen i en ejendom på landet på Flejsborgvej uden for Vester Hornum.
Klokken 18.49 blev Nordjyllands Beredskab tilkaldt, fordi der var opstået brand omkring en brændeovn og en skorsten.
Da de kom frem, havde ejeren selv påbegyndt slukningsarbejdet med en vandslange.
- Han var lettere chokeret og fortalte, at han lige havde lagt børnene i seng. Alle var dog kommet ud af huset, siger Jes Caspar Mortensen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Indsatslederen sørgede hurtigt for at få lukket flere døre i huset for at minimere røgskaderne. Brandfolkene fik banket hul i taget og slukket flammerne, og røgdykkere ledte efter ildlommer med termiske kameraer.
Halvdelen af stuehuset er blevet brand- og røgskadet.
Klokken 20.20 satte beredskabsfolkene igen kursen hjemad.
Indsatslederen fortæller, at branden formentlig skyldes, der var fyret ekstra grundigt op, fordi ejerne netop var kommet hjem fra ferie til et koldt hus.