Borgmester efterlyst ved cykelløb-start: - Jeg var slet ikke inviteret
Foto: Mogens Jørgnsen
Arrangørerne havde annonceret, at Per Bach Laursen skulle skyde det store cykelløb GP Himmerland Rundt i gang lørdag klokken 12, men han nåede aldrig frem. Ifølge borgmesteren selv fordi han slet ikke var inviteret.
Med 174 løbsklare ryttere, 25 motorcykler og 50 servicebiler linet op på hovedgaden i Aars, var alt helt parat til starten på cykelløbet GP Himmerland Rundt, mens klokken nærmede sig 12 lørdag formiddag.
Og så alligevel.
For én vigtig person lod til at mangle, gik det op for arrangørerne, som urets visere nærmede sig det tidspunkt, hvor løbet skulle skydes i gang. Nemlig borgmester Per Bach Laursen (V), som ifølge programmet skulle have æren af at sætte festen i gang.
Men han var ingen steder at se.
- Så mangler vi bare borgmesteren. Vi må håbe, han kan finde rundt i sin egen by, selv om der er mange mennesker i dag, lød meldingen fra tribunen tre minutter inden løbsstart.
- Det er da ærgerligt
Det endte da også med, at der blev talt ned og sat i gang uden borgmesteren, som på det tidspunkt var ved at sætte sig til rette ved frokostbordet hjemme på gården Overlade. Per Bach Laursen anede nemlig ikke, at han var inviteret til at starte løbet.
- Jeg har lige tjekket min kalender igen, og der står altså ikke noget om at skyde løbet i gang. Jeg har fået en invitation til VIP-området ved løbet, men det er ikke en, hverken jeg eller mit kontor har bekræftet, siger Per Bach Laursen til TV2 Nord.
- Så det må være en fejl, men det er da ærgerligt, for jeg skulle ikke noget i dag. Og jeg er glad for at gå på jagt og skyde, så jeg kunne da sagtens have skudt sådan et løb i gang, og jeg ville også gerne have gjort det, tilføjer borgmesteren.
Årets GP Himmerland Rundt slutter med otte omgange à fem kilometer i Aars, hvor tilskuerne får god mulighed for at se de 174 ryttere, både feltet og den lille gruppe udbrydere, der har ligget i front siden 30 kilometer-mærket.