Bil med mand, kvinde og to børn endte på hovedet i alvorligt færdselsuheld
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
En bil endte på hovedet i et alvorligt færdselsuheld, da en mandlig chauffør kørte ud for et fuldt stop-skilt i bil med kone og to børn.
En 35-årig kvinde er søndag formiddag kommet alvorligt til skade i et færdselsuheld, hvor bilen, hun sad i, på grund af et sammenstød med en anden bil endte på hovedet. Udover kvinden i bilen befandt der sig en mandlig chauffør og to børn. En mand i den anden bil er desuden kommet til skade.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
Alarmcentralen modtog klokken 10.11 en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset mellem Korsholmvej og Østergade i Gedsted. Politiet sendte en patrulje, indsatsleder og flere ambulancer til stedet.
- En 40-årig mand kom kørende med en 35-årig hustru og to børn i sydlig retning af Korsholmvej. I krydset overså han et fuldt stop-skilt og kørte ud i krydset, hvor der kørte en 33-årig mand i vestlig retning, som han påkørte, siger Mads Hessellund.
Alle kørt på sygehuset i ambulancer
Bilen med manden, kvinden og de to børn endte på hovedet.
- Kvinden kom alvorligt til skade og blev kørt med ambulance til Aalborg Sygehus. Hun er uden for livsfare nu, men er stadig indlagt. De øvrige blev også kørt til Aalborg Sygehus men ikke med livstruende skader, siger Mads Hessellund, der desuden oplyser, at man i den anden bil også blev kørt på sygehuset, siger vagtchefen.
Vagtchefen oplyser, at man søndag middag igen er færdig på stedet, og at der har været en bilinspektør fremme på stedet. Den 40-årige bilist kan ifølge vagtchef Mads Hessellund se frem til et retsligt efterspil.