Bekræftet: Person i Aalestrup er smittet med Omikron
Styrelsen for Patientsikkerhed bekræftede fredag eftermiddag, at den lærer på Aalestrup Skole, der testede positiv for corona torsdag, er smittet med den nye variant Omikron. Og nu lukker endnu en skole ned i kommunen.
Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed bekræftede fredag eftermiddag, at den formodning, der var, om at en lærers positive coronatest var den nye variant Omikron, holdt stik.
- Det betyder, at der er en del nære kontakter, som skal i isolation, og som nu skal testes på fjerde- og sjettedagen, og som først kan "frigives", hvis testen er negativ, siger Anette Lykke Petri.
I går aftes anbefalede Vesthimmerlands Kommune alle, der havde været i kontakt med den pågældende lærer, at blive PCR-testet lørdag og mandag. Nu er det altså ikke længere en blot en anbefaling.
Styrelsen for Patientsikkerhed er i intensiv dialog med Vesthimmerlands Kommune og med Aalestrup Skole.
- Vi rådgiver ud fra retningslinjerne og ud fra de oplysninger, som vi får fra kommunen og skolen, siger Anette Lykke Petri.
Hun afviser ikke, at kan dukke flere smittetilfælde med Omikron-varianten op i Aalestrup.
- Vi beder netop folk om at blive testet fot at sikre os, at der ikke er flere, der er positive og for at bryde smittekæderne, siger hun.
Endnu en skole lukker ned
Tidligere fredag meddelte Vesthimmerland Kommune, at Vestermarkskolen i Aars også lukker ned. Det skyldes, at en elev er nær kontakt til en person, der er under mistanke for at være smittet med Omikron-varianten.
Samtidig lukkes Center for Børne- og Ungesundhed for fysisk fremmøde. Også her skyldes det mistanke om smitte med Omikron-varianten.