Alle baner er optaget - Derfor kører Allan gerne langt for en padelturnering
Padeltennis er så populært, at det kan være svært at finde en ledig bane. Men nu er der godt nyt til spillere i Himmerland og omegn.
I Vesthimmerland er et spritnyt aktivitetscenter på 20.000 kvadratmeter åbnet i dag.
Himmerland Golf & Spa-resort vil nemlig fremover være meget andet end bare golf.
Allan Pedersen er en af de mange brugere på åbningsdagen. Han er kørt den lange vej fra Aalborg for at deltage i en turnering i ketchersporten padel. Det er nemlig svært at finde ledige baner i Aalborg.
- Jeg har prøvet et par gange, hvor jeg har villet spille turnering, hvor jeg kom på venteliste – dog kom jeg med – men det er rart, at hvis man en tirsdag aften får lyst til at spille en kamp, at det så er muligt. Det er ikke muligt i Aalborg. Derfor er det her fantastisk, lyder det fra en glad og lettere pustende Allan Pedersen.
De 20.000 kvadratmeter er fyldt med indendørs og udendørs padeltennis, fodbold og streetbaner med kunstgræs og helt nye tennisbaner.
- Når du kommer til et resort, skal du kunne noget mere end at spille golf og gå i spa. Der skal være noget for hele familien, mener Mette Ravn, der er CEO ved HimmerLand.
Og det er bestemt ikke et fejlskud at placere baner til padeltennis. Padel er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark, og overalt skyder der nye centre op. Blandingen af squash og tennis er det nye hotte og sporten har plads til alle.
- Det kan faktisk rigtig mange ting. Det har gjort, at man kan komme ud og spille med ligesindede. Hvis man finder nogen på samme niveau, kan man spille, hygge sig og få en god duel ud af det. Man kan blive presset, sur og irriteret som i andre sportsgrene – og man kan vinde, så det er jo fantastisk, siger Allan Pedersen.
Himmerlands nye faciliteter er først og fremmest til resortets gæster, men alle kan booke tid og baner. Også selvom man kommer langvejs fra.
- Det vi bygger, er jo også til lokalbefolkningen, som kan anvende vores faciliteter. Til resort-, hotel- og sommerhusgæster. Men også til folk fra Gatten, Løgstør og Aars hvor der ikke er paddel, lyder det fra Mette Ravn.