25-årig litauer bevæbnet med kniv anholdt på skoletoilet
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
En cirka 25-årig litauaisk mand med forbindelse til gårdbrand anholdt med kniv på Hornum Skole.
En litauer flygtede fra gårdbrand og låste sig inde på skoletoilet. Vidner fulgte efter. To arnesteder fundet på gård.
Historien om en gårdbrand, som lige nu raserer en ejendom ved Aars, har tirsdag eftermiddag taget en alvorlig drejning.
- En cirka 25-årig mand blev set flygte fra brandstedet, da brandfolkene kom frem. Nogle vidner fulgte efter manden, der havde en kniv, og til sidst valgte manden at forskanse sig på et toilet på Hornum Skole, fortæller Henrik Beck, vagtchef Nordjyllands Politi.
Der var skolebørn på skolen, fortæller vagtchefen, men børnene var i fritidsordningen et andet sted på skolen og ikke i nogen fare i forbindelse med optrinnet.
- Vi sender flere patruljer til stedet, og vidner har genkendt manden. Der er tale om en cirka 25-årig litauer. Derfor kan vi ringe ham op, og kort efter vælger han at smide kniven fra sig, og han efterkommer vores anvisninger og bliver anholdt uden større dramatik, siger Henrik Beck.
Manden har ifølge vagtchefen en tilknytning til gårdbranden.
- Den videre efterforskning skal nu vise, om han har nogen forbindelse til selve branden, mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt, siger vagtchef Henrik Bech.
Politiet teknikere skal efterforske gårdbranden, der kan være påsat, når alle flammer er slukket.
Opdatering: Tirsdag aften oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Henrik Beck, at der er fundet to arnesteder på gården - et i stuehuset og et i laden.
- Det ser ikke helt tilfældigt ud. Manden overnatter i politiets varetægt i aften, og så vil den videre efterforskning forsøge at klarlægge hændelsesforløbet, og derefter tager anklagemyndigheden stilling til, om han bliver sigtet for ildpåsættelse, eller hvad der skal ske med ham, siger vagtchefen.