22-årig sigtet efter grillaften: Tog på fisketur - kom hjem til flammer på altanen
Foto: Rigspolitiet
Den unge mand kan nu se frem til en bøde for overtrædelse af beredskabsloven.
En fisketur endte tirsdag aften ganske anderledes end planlagt for en 22-årig mand fra Overlade.
Sammen med en kammerat var han ved 21-tiden kørt afsted sammen med en kammerat - efter en grillaften på terrassen.
- De har formentlig fået lidt godt at spise sammen og stiller så engangsgrillen fra sig på trægulvet, inden de kører afsted for at fiske. Da de kommer tilbage ved 2-tiden, er der flammer op ad gulvet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands politi, Torben Larsen.
Brandfolkene fik hurtigt bugt med ilden, inden den nåede at sprede sig fra altanen på første sal og videre til resten af huset.
- Mændene kom heldigvis hjem i tide til at opdage ilden, inden den spredte sig, siger Torben Larsen.
Branden opstod i et hus på Bjørnsholmsvej i Overlade. Der var på intet tidspunkt fare for hverken mennesker eller dyr.
Den 22-årige kan nu se frem til en bøde for overtrædelse af beredskabsloven.
- Man skal altid sørge for, at en grill er ordentligt slukket - og så skal den naturligvis ikke sættes på et trægulv, oplyser vagtchefen.
Beredskabsloven § 71 - her kan du straffes med bøde
- Den, der ikke udviser tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer, og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand, eller undlader at påse, at personer, der hører til den pågældendes husstand eller virksomhed, udviser sådan forsigtighed, og:
- den, der som ejer eller bruger af elektriske anlæg eller andre lys-, varme-, kraft- eller maskinanlæg, som kan fremkalde eller befordre brand, benytter sådanne anlæg eller lader dem benytte, uanset at de ikke er i forsvarlig stand.
Kilde: Danske Love