22-årig jagtede cyklist og udsatte ham for stor fare: Nu er han i fængsel
Der udspillede sig fredag eftermiddag et drama omkring Brøndumsvej ved Skarp Salling, hvor en 22-årig havde taget turen ud på et grønt areal og havde kørt en 19-årig cyklist ned, hvor den 19-årige cyklist skulle ende under bilen.
Her havde Nordjyllands Politi en mistanke om, at det var en bevidst handling.
Og det troede Retten i Aalborg også på.
Den 22-årige er nemlig blevet varetægtsfængslet frem til 7. december. Det fortæller anklager Jette Rubien.
- Det er han af hensyn til retshåndhævelsen - altså at han forventes at få en straf. Der er en særligt bestyrket mistanke om, at han har fortsætteligt påkørt og bragt andres liv og førlighed i fare. Han har desuden været påvirket af kokain, da han gjorde det, siger hun.
Jette Rubien oplyser om, at det er straffelovens paragraf 245 og 252, han er sigtet for at overtræde.
De handler henholdsvis om "den, der udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling" og "den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed."
Begge disse paragraffer kan give flere års fængsel.
Den 22-årige har valgt ikke at anke varetægtsfængslingen.