Valgforskere forventer rekordhøj vælgerflugt
Foto: Mick Knive Anderson
Ditte Shamshiri-Petersen er valgforsker og lektor på Aalborg Universitet.
Over 40 procent af vælgerne forventes at stemme på et andet parti, end de gjorde ved det seneste folketingsvalg.
Har du tænkt dig at stemme på et andet parti, end du gjorde ved seneste valg?
I så fald er du en del af en stigende tendens, for rekordmange vælgere forventes at skifte parti ved valget 1. november.
Gennem de sidste mange valg har en støt stigende andel af vælgerne ifølge valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen skiftet parti. Hvis man ser på tilkendegivelserne for i år, vil der igen være rekordhøj vælgerflugt.
- Det er svært at udpege én forklaring på det. Men det er klart, at hvor man før i tiden stemte mere som den klasse, man tilhørte, er der i dag mange flere emner, som en politisk vælger forholder sig til, og det komplicerer valget, siger Ditte Shamshiri-Petersen, der er valgforsker og lektor ved Aalborg Universitet.
Skandaler svækker tilliden
Det kan være svært at finde ud af, hvor krydset skal sættes, hvis man ikke er kernevælger for et bestemt parti, og Ditte Shamshiri-Petersen fortæller, at det ser ud til, at folk har brug for længere tid til at tænke sig om, inden de tager valget. Derfor er der flere, der tager valget i sidste øjeblik.
- Det gør det heller ikke lettere, at der denne gang er kommet flere partier, siger Ditte Shamshiri-Petersen.
I mediebilledet har rigsretssagen mod Inger Støjberg og Minkkommissionen været en stor del af den politiske dækning de seneste år, men om personsager og skandaler har direkte indvirkning på vælgerflugten, tør Ditte Shamshiri-Petersen ikke konkludere på.
- Det er svært at koble personsagerne direkte til, om folk skifter parti. Men det er klart, at det betyder noget for opbakningen til den enkelte politiker, hvis de har været indblandet i nogle skandaler.
Til gengæld kan hun konstatere, at skandalesager har en stor betydning for den generelle tillid til politikere, som lige nu, ifølge hende, er usædvanligt lav.
Se interviewet med Ditte Shamshiri-Petersen her: