Nordjysk folketingskandidat viser sin lønseddel: Nu vil han ændre din
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Der skal "speedes op" for folk med særlige kompetencer, der ønsker at skifte retning, ifølge Per Larsen (K).
Valgkampen er for alvor i gang, og de nordjyske folketingskandidater kæmper om stemmerne. Søndag bliver skat debatteret fra både højre og venstre.
Opslag fra politikere på de sociale medier er ikke en uvant ting, men det er alligevel sjældent, at man får mulighed for at se en politikers lønseddel.
Men det er præcis hvad man kan på folketingskandidat Per Larsens (K) facebookside i dag.
"Hvorfor viser du så den, Per Larsen? Jo… Det skal jeg fortælle dig. For jeg vil gerne snakke om DIN lønseddel. Læg mærke til, hvor mange penge du betaler i skat. Hvis det står til mig, så skal det tal være markant lavere."
Sådan skriver Per Larsen i sit opslag.
Mange ser lønsedlen som en privat ting, men der er en grund til, at Per Larsen i dag deler den med sine følgere.
- Jeg gør det for at skabe transparens og interesse, for hvad er næsten mere interessant? Vi ser ikke så mange lønseddeler i det daglige, så det er et godt blikfang, siger den nordjyske folketingskandidat.
Han mener desuden, at hans opslag er et godt virkemiddel til at underbygge ønsket om et mere enkelt skattesystem.
Samarbejde med S?
Per Larsen understreger, at skat er et vigtigt emne. Specielt i en krisetid som nu vil en skattelettelse kunne give noget hjælp, så budgetterne er knap så stramme.
- Nu har vi set diverse checks, der alle har ramt ved siden af, men med lave skatter, der rammer man bredt, siger Per Larsen.
Søndag sendte Socialdemokratiet et skatteudspil på banen, hvor de vil give skattelettelser for fire milliarder kroner. Et udspil, der har mødt kritik fra både højre og venstre side af folketingssalen.
Helt så afvisende er Per Larsen dog ikke.
- Det er da glædeligt, hvis Socialdemokratiet er kommet til den erkendelse, at vi skal have sænket skatterne. De skal være hjertelig velkommen, så finder vi nok ud af at samarbejde om det, siger han.