Kæk kulturminister om 'skæve' tal: - Vi skal vist køre en matematikprøve på dem
Ministeren medgiver, at Nordjylland snydes for kulturelle støttekroner. Men det skyldes primært en skævhed skabt af den tidligere blå regering, siger hun.
Når statskassen uddeler kulturstøtte, så går kun en brøkdel til Nordjylland. Et faktum, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) anerkender - og endda svarer på med humor.
Er I lidt dårlige til det dér med matematik, eller hvad?
- Det kan godt være, vi skal have kørt en matematikprøve på nogle af dem (tallene, red.), griner hun.
Som individer bliver vi nordjyder dummere og dummere og københavnerne klogere og klogere.
Tao Lytzen, fotograf & galleriejer
12,7 milliarder statskroner blev givet i støtte i 2021. Kun tre procent røg til nordjysk kunst og kultur. Og det er for dårligt, mener såvel nordjyske politikere som kunstnere.
Her gjorde Preben Bang til TV2 Nords debat under Folketingets åbning i tirsdags opmærksom på, hvordan Skagen Museum med en kvart million besøgende årligt får fem procent af, hvad Arken får.
Fotograf og galleriejer i Østervrå Tao Lytzen mener, at den slags er med til grave kløften mellem land og by endnu dybere.
- Som individer bliver vi nordjyder dummere og dummere og københavnerne klogere og klogere – især hvis vi ikke italesætter det, sagde han tidligere torsdag.
Blå blok skyld i skæv fordeling
Nu tager kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen bladet fra munden. Hun medgiver problematikken i forskellen på støttekronerne - og sender straks ansvaret videre til fortiden.
- Der er flere forskellige årsager til, at tallene fordeler sig skævt. Noget af det handler om, at man ikke politisk har fået taget hånd om den skævhed, der blev skabt, da man lavede kommunalreformen med Lars Løkke (Rasmussen, red.) i spidsen. Der var der et flertal i Folketinget, der ikke ønskede det. Nu sidder vi her, 15 år senere, og sidder stadig med en skævhed, der stammer derfra, siger hun og indrømmer, at det er en politisk opgave at gøre noget ved skævvridningen.