Intern kamp i Venstre: Nordjyske profiler slås for ikke at ryge ud af Folketinget
Venstre står stil at gå massivt tilbage, og det kan koste flere nordjyske Venstre-profiler pladsen i Folketinget.
Maja Torp har en af Venstres fem nordjyske mandater, og hun er torsdag på gaden for at kæmpe sin kamp for at blive i Folketinget – med god grund.
Ifølge de seneste meningsmålinger står Venstre til at gå massivt tilbage, og det kan koste to af partiets fem nordjyske mandater i Folketinget.
- Selvfølgelig vil jeg gerne have, at mit navn står på den stol, og jeg ville gerne have, at vi alle sammen kommer ind, hvis vi kunne det, siger Maja Torp.
Intern konkurrence
Onsdag stod Marie Bjerre, hvor Maja Torp står torsdag – på Nytorv foran Salling i Aalborg.
Hun er også godt i gang med forberedelserne til på lørdag, hvor plakaterne på hænges op.
Fælles for de to Venstre-kvinder er, at de ikke bare kæmper hårdt for deres egen plads i Folketinget, men også for at partiet for et bedre valg, end meningsmålingerne viser.
- Jeg synes, det vigtigste må være, at Venstre får regeringsmagten - at vi får en blå regering, siger Marie Bjerre.
Selvom de begge gerne vil Venstre det bedste med flest mulige mandater, så er det altså ikke helt lige meget, hvem der får de eftertragtede stole.
Derfor er der en hård intern kamp om de nordjyske Venstre-stemmer frem mod 1. november.
- Jeg synes, at jeg i den her periode har vist, at jeg kan levere. Jeg har fået et meget tungt ordførerskab i Venstres gruppe og har formået at gøre mig gældende og formået at løfte nogle politiske dagsordener, siger klimaordfører Marie Bjerre.
Tænker også på Venstre
Maja Torp er af samme overbevisning som Marie Bjerre – det er vigtigt med et godt valg til Venstre.
- Jeg ser det egentlig ikke, som man kæmper imod sine partifæller, jeg ser det, som at vi kæmper for Venstre-stemmer, og så vil vi selvfølgelig gerne hver især være dem, der får mandaterne, siger hun.
Ved sidste valg kom Maja Torp lige akkurat ikke ind, men endte alligevel med at sidde i Folketinge, da Karsten Lauritzen trak sig, og hun var førstesuppleant.
Salgstalen er alligevel sat sammen, når hun skal forsøge at fortsætte i sit virke på Christiansborg.
- Jeg er deres (nordjydernes, red.) talerør på Christiansborg. Jeg er opvokset i Nordjylland, jeg har gået i skole i Nordjylland, jeg har boet i Nordjylland hele mit liv, og derfor mener jeg, at jeg er en meget, meget stærk nordjysk stemme, siger Maja Torp.
På landsplan står Venstre til at gå mere end 10 procentpoint tilbage i forhold til sidste folketingsvalg.