Vær beredt til mødet med ulven: Her er de fem ulveråd
Hvis man skulle være så uheldig at stå ansigt til ansigt med en ulv, så har Naturstyrelsen formuleret fem råd, der kan hjælpe dig med at skræmme det pelsede rovdyr væk.
Opdateret - denne artikel er første gang udgivet i februar 2016. Efter de seneste nyheder om ulvens tilbagevenden til Nordjylland har vi valgt at bringe den igen med de seneste opdateringer.
I november blev et får dræbt af en ulv i Nordvestjylland, det har forskere ved Aarhus Universitet slået fast. Men hvad skal du egentligt gøre, hvis du støder på en ulv i naturen?
Her er en god bunke viden om ulven - og nogle gode råd, hvis du står øje til øje med en ulv.
Eftersom ulve er rovdyr, så kan de gøre skade på både dyr og mennesker. Men risikoen for, at ulven angriber mennesker, er dog meget lille ifølge Naturstyrelsen. For ulven betragter ikke mennesket som et byttedyr. Den vil meget hellere sætte tænderne i råvildt og kronvildt. Ulven er også meget sky, og derfor vil den stikke af, hvis den får færten af mennesker i naturen.
På trods af det er meget usandsynligt at støde på en ulv, så har Naturstyrelsen alligevel forfattet fem anbefalinger, man kan følge, hvis man en dag, skulle være så (u)heldig at stå ansigt til ansigt med det pelsede rovdyr.
De fem ulveråd
- Hæv stemmen og lav store fagter med armene. Det vil få de fleste ulve til at forsvinde.
- Hvis ulven mod forventning ikke stikker af: Gå stille og roligt derfra. Optræd bestemt og hold øjenkontakt med ulven – vend ikke ryggen til den.
- Syng, snak eller råb højt og vredt. Skrig ikke, som om du er bange. Løb ikke – det kan få den til at jage, og man risikerer at falde og gøre sig sårbar.
- Hvis ulven følger efter, når man roligt går fra stedet: Stop op og gør dig stor ved at holde arme og tasker over hovedet. Råb og klap i hænderne. Gå hellere et par skridt mod ulven end væk fra den.
- Hvis ulven mod alle odds angriber: Spil ikke død, men slå og spark, så meget du kan. Kravl eventuelt op i et træ, da ulve ikke kan klatre i træer.
Ifølge Naturstyrelsen er det sjældent, at ulve slår sig ned i områder med veje og huse. Ulven foretrækker områder, hvor de kan jagte vildt i fred. Det er især i store egne med hede og skov.
Ulve har i perioden mellem 1950-2000 dræbt 332 mennesker på verdensplan, hvoraf 278 af dødsfaldene skete i Indien. Det oplyser Nationalt Center Miljø og Energi på Aarhus Universitet.
DTU-Veterinærinstituttet oplyser, at sygdommen rabies ikke længere findes i Danmark og Tyskland. Derfor er der ikke risiko for at ulve, der vandrer til Danmark har rabies.
Denne artikel er genudgivet. Den blev første gang skrevet på TV2Nord.dk den 17. februar 2016.
Fakta om ulve
Ulven blev udryddet ved Estvadgård syd for Skive i 1813. Inden det 20. århundrede uddøde ulven i det meste af det vestlige Europa.
Men i 2012, 199 år efter, kunne man med sikkerhed konstatere, at ulven var tilbage i Danmark. Her fandt man en død ulv i Nationalpark Thy.
Ulven blev i 1992 fredet i Europa.