Fire deltagere ryger ud: - Jeg havde håbet at blive et par dage
Foto: TV2 Nord
De fire, der ikke skal med videre, er: Daniel, Mette, Jacob og Liselotte.
Sådan lød søndag aften fra fra chefinstruktør Jon Lindberg efter en to dages basecamp, hvor de 10 bedst egnede kandidater skulle udvælges til at fortsætte i "Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro".
- Ja, det er lidt noget skidt. Min målsætning var i hvert fald at nå videre end første runde her, sagde Daniel Brandt Andersen, der i første program havde problemer med blandt andet at få lavet et bål på tid.
En ting var de fire nu tidligere deltagere dog enige om: Selvom det er ærgerligt at ryge ud, så er det et stærkt hold af deltagere, der nu skal ud på en 10 dages udfordring.
- Det er et megastækt felt, der er, så det er sådan, det er, sagde Mette Brogaard, der var berørt af situationen.
- De er skidegode alle sammen, absolut. Så det er fuldt forståeligt og fortjent, men jeg havde da håbet at kunne blive et par dage mere, fortalte Jacob Nielsen.
Se serien HER. Allerede nu kan du se en snigpremiere på andet afsnit af "Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro".
Hvem var de fire deltagere
- Daniel Brandt Andersen
Alder 29 år
Bopæl: Hirtshals
Civilstatus: Kæreste med Stine
Job: Professionel fotograf og indehaver af Brandt A Design
Daniel er en vaskeægte energibombe. Han kommer fra Hirtshals, så han har tilbragt masser af tid i naturen og det er også derfor, han til dagligt lever af at tage billeder af naturen, som han så sælger i plakatformat i sit eget firma. Daniel har tilbragt 2 måneder i Afrika sammen med to af sine kammerater og har altid gerne villet bestige Kilimanjaro. Han har også backpacket gennem Sydamerika, Thailand og Filipinerne, så han er vant til at klare sig selv. Daniel har en meget kort fortid bag sig som spejder og betragter ikke sig selv som nogen friluftsekspert, men som han siger: Jeg kan da binde lidt knob og tænde et bål. - Liselotte Nielsen
Alder: 61 år
Bopæl: Løgstør
Civilstatus: Gift med Leif
Job: Ansat på et plejecenter
Liselotte er en kreativ dame. Hun syr, hækler og væver i sin fritid og så er hun ikke bange for at tage fat. Sammen med familien har hun blandt andet lavet shelter, sauna og vildmarksbad ved familiens sommerhus nær Nibe. Hun cykler og vandrer ofte og elsker at lave mad over bål og så interesserer hun sig meget for natur, biodiversitet og elsker at lave bjæsk af de urter hun kan finde i naturen. Liselotte er særdeles udholdende og sin alder til trods betragter hun det ikke som noget problem at skulle vandre de 5800 meter op på Afrikas højeste bjer, hvis hun vinder. - Mette Brogaard
Alder: 45 år
Bopæl: Aalborg
Civilstatus: Single
Job: Sygeplejerske og livsstilscoach
Mette bor i Aalborg og arbejder til dagligt som livsstilscoach, så hun er vant til at presse andre og sig selv for at blive bedre. Hun har en fortid som sygeplejerske og kort før optagelserne kom hun hjem fra to måneder i Grønland, hvor hun vikarierede som sygeplejerske. Her fik hun også mulighed for at prøve kræfter med naturen, fjeldene og fjordene. Hun har vandret i USA’s fem største nationalparker og camperet med sine drenge flere steder i Europa. Mette har altid været fascineret af Afrika og har besøgt kontinentet flere gange. Hun kunne godt tænke sig at arbejde som sygeplejerske i et nødhjælpsprogram eller gøre en forskel for de mennesker hun har mødt i Afrika, Og så har hun helt fra barnsben talt med sin far om en dag at bestige Kilimanjaro. - Jacob Nielsen
Alder: 50
Bopæl: Taars
Civilstatus: Bor sammen med Cate
Job: Servicemedarbejder i Hjørring Kommune
Jacob bor i Taars sammen med sin samlever Cate og hunden Molly. Han betegner sig selv som en livsnyder, for når man kun har et liv, er det med at få mest muligt ud af det. Jacob bruger så meget tid i naturen som muligt. For ham fungerer naturen nemlig også som medicin. Efter en ulykke i 2000 udviklede han epilepsi, men medicin og roen i naturen har gjort ham rask igen. Han betragter ikke sig selv som nogen friluftsekspert, men til gengæld er han en teamplayer, der vil kæmpe for sin plads i konkurrencen. Ligesom Christian, har Jacob stiftet bekendtskab med vandring på Caminoen og så elsker han at køre på motorcykel.