Politi ransager kommune: - De har fået alt, de bad om
Foto: Thomas Kollerup / TV2 Nord
Det var blandt andet Jan Nymark-Thaysens forvaltning, der blev ransaget.
En efterforskning omkring de ulovlige udbygningsaftaler i Aalborg Kommune er lige nu i gang.
Politiets afdeling "National enhed for Særlig Kriminalitet", (NSK), har i dag ransaget flere adresser onsdag morgen - to af dem i Aalborg.
It-servere og al information vedrørende de ulovlige udbygningsaftaler var det, NSK gik efter, under en koordineret indsats, som en del af en efterforskning enheden står bag.
Camilla Palmann, der er kommunikationsrådgiver ved NSK, bekræfter overfor TV2 Nord aktionen.
Og rådmanden for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V), fortæller, at to af adresserne er borgmesterens forvaltning på Boulevarden 13 og By -og landskabsforvaltningen på Stigsborg Brygge 5 i Nørresundby.
- De startede kvart over otte, hvor de mødte op på borgmesterens forvaltning med en ransagningskendelse på, at de ville have materiale udleveret angående udbygningsaftalerne, siger han og understreger, at alle medarbejderne har samarbejdet med politiet.
- De har fået alt udleveret, de har bedt om. Alt fysisk materiale hvor der står udbygningsaftaler på, samt adgang til kommunens it-servere, siger Jan Nymark Thaysen.
I alt er fem adresser blevet ransaget som en del af efterforskningen - fire i Nordjylland og en i København. Men TV2 Nord har kun kendskab til de to af dem.
Medarbejdere orienteret
Ransagningen rammer på en dag, hvor rådmanden sammen med borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er på studietur i København. Derfor var han ikke selv til stede under ransagningen.
- Jeg har heldigvis ikke kendskab til denne type af sager. Det er første, jeg har prøvet, at det er sket. Det er jo voldsomt, når politiet dukker op på en arbejdsplads, siger an Nymark Thaysen.
Derfor er medarbejderne i de to forvaltninger også blevet orienteret om, hvordan de skulle forholde sig, lige så snart, politiet aflagde besøg.
- Jeg tænker meget på mine medarbejdere, så vi har brugt tid på at orientere dem på et møde om, hvad der er sket, og at ransagningen er normal procedure, siger han og fortsætter:
- Det er ikke kommunen, der er blevet anmeldt. Det er bare en del af en efterforskning. Vi har bare gjort det, der er vores rolle, og så arbejder politiet jo videre.
Derfor kan rådmanden heller ikke fortælle mere om, hvad der kommer til at ske.
- Vi ved ikke mere. Vi prøver at være så åbne som muligt. Nu afventer vi, hvad der sker.