Zelenskij til danskerne: Tænd et lys for ukrainerne i aften
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Folketingets medlemmer overværer den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, holde tale via et videolink, i Landstingssalen på Christiansborg tirsdag den 29. marts 2022.)
Ukraines præsident talte i cirka 15 minutter til Folketinget.
- Mine damer og herrer. Jeg håber, I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed.
Med den bøn rundede Ukraines præsident, Volodomir Zelenskij, af, da han tirsdag over middag talte til Folketinget i et videolink fra Ukraine.
- Jeg vil bede jer hjælpe med at genopbygge Ukraine. I har økonomien og kreativiteten til at hjælpe os, sagde præsidenten.
Undervejs i talen spurgte Zelenskij retorisk:
- Hvorfor stopper verden ikke det her?
Han opfordrede Europa til at "stoppe med at lytte til alle undskyldningerne fra Rusland".
Flere angreb end under Anden Verdenskrig
Præsidenten fortsatte med at fortælle om angreb på civile over hele landet, hvor 40 missiler dagligt rammer Ukraine, ifølge Zelenskij.
Ifølge Zelenskij er intensiteten i angrebene fra Rusland nu højere, end de var under Anden Verdenskrig.
- Russerne vil ødelægge alt, så der intet er tilbage at bygge et normalt liv ud af, sagde han i sin tale i Folketinget.
I Mariupol er der fortsat 100.000 borgere tilbage. De smelter sne for at få vand, fortæller præsidenten.
Tirsdag morgen ramte russerne, ifølge Zelenskij, endnu en by, hvor mindst syv personer døde.
- Der var ingen militære mål i byen, borgerne udgjorde ingen trussel mod Rusland, siger han.
Danmark er det 12. parlament, som Zelenskij taler til
Talen varede cirka 15 minutter. Her talte Zelenskij særligt om situationen i Ukraine og ønsket om, at Vesten indfører hårdere sanktioner mod Rusland.
Det danske folketing er det 12. nationale parlament i Vesten, som den ukrainske præsident taler til, siden Rusland invaderede Ukraine for en måned siden.
Tidligere har han blandt andet talt til den amerikanske kongres, Underhuset i Storbritannien, Den tyske forbundsdag, Knesset i Israel og svenske Riksdagen.