Vingegaards forældre tror, Pogacar vinder
Foto: TV 2 SPORT
Etapens hårdhed passer Tadej Pogacar bedre, mener Karina og Claus.
13. etape kan meget vel byde på en ny duel mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
Men hvem vinder så den? Det har Vingegaards forældre, Karina og Claus, et bud på. Buddet er bare ikke helt, som man måske skulle tro.
- Etapen ligger mere til Pogacar i dag, end den ligger til Jonas, fordi den ikke er hård nok, inden de kommer hertil (Grand Colombier red.), siger Claus Vingegaard, inden moren følger op:
- Umiddelbart ligger den på papiret bedre til Pogacar, men det kommer jo an på, hvem der har benene. Så man har lov at håbe. Men jeg tror faktisk, det er en Pogacar-etape i dag (fredag red.).
Du kan læse mere om dagens etape, der kan følges på TV 2 Play, her.
Sønnike er enig
Forældrenes bud er måske en smule kontroversiel. Nogle vil måske kalde dem realister.
Jonas Vingegaard er dog meget på linje med sine forældre.
- Jeg synes måske, at han (Pogacar red.) er mere eksplosiv i en finale som denne, så det kan godt være, at han måske er den større favorit på stigningen, lød det til TV 2 Sport inden etapen.
13. etape slutter på Grand Colombier, som stiger med 7,1 procent i snit over 17,4 kilometer.