Vingegaard tager karrierens største sejr kort før Touren
Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Etapeløbet Critérium du Dauphiné blev afsluttet med en dansk triumf, da Jonas Vingegaard kørte først over målstregen på 8. etape.
Jonas Vingegaard er i topform forud for Tour de France-starten om 19 dage.
Det må være den helt klare konklusion, efter den danske Jumbo-Visma-stjerne søndag vandt sidste etape i det store franske etapeløb Critérium du Dauphiné.
- Det er selvfølgelig rigtig fedt. Det er et af verdens største løb. At vinde en etape og blive nummer to samlet er et rigtig stort resultat, siger Vingegaard.
Jumbo-Visma lavede magtdemonstration
8. etape blev en stor triumf for Jumbo-Visma, da Vingegaard og holdkammerat Primoz Roglic kørte sammen over målstregen uden konkurrenter i nærheden.
Hollandske Steven Kruijswijk lavede et forbilledligt forarbejde på den afsluttende stigning, inden Jonas Vingaard med fem kilometer til målstregen satte et voldsomt angreb ind.
Det er ret utroligt. Vi havde planlagt, at jeg skulle angribe, og Roglic skulle følge efter mig. Vi ville smide alle, og det lykkedes. Vi kan være meget stolte over det, der skete i dag
Jonas Vingegaard
Kun Roglic var i stand til at følge Vingegaards tempo, og så kunne de to gulklædte Jumbo-Visma-ryttere følges i mål.
Her blev der ikke kørt om etapesejren, da danskeren fik lov at køre først over. Det skete formentlig med tanke på, at Vingegaard også lørdag lavede et stort stykke arbejde for Roglic, der var med til at sikre ham den samlede sejr i løbet.
- Det er ret utroligt. Vi havde planlagt, at jeg skulle angribe, og Roglic skulle følge efter mig. Vi ville smide alle, og det lykkedes. Vi kan være meget stolte over det, der skete i dag, siger Vingegaard.
Også Primoz Roglic jubler over resultatet:
- Hele holdet gjorde det godt. Vi havde det under kontrol hele dagen, og alle gjorde det godt. Jonas var superstærk på sidste stigning. Ret vild etape. Utrolig dag for hele holdet, lyder det fra den samlede Dauphiné-vinder.
Jonas Vingegaard blev nummer to i klassementet. Ben O'Connor fra AG2R blev nummer tre.
Skal dele kaptajnrollen i Touren
Vingegaard har tidligere vundet World Tour-etaper i både UAE Tour og Polen Rundt, men søndagens sejr må betegnes som den største individuelle etapetriumf for danskeren.
Netop Roglic og Vingegaard er udråbt til at dele kaptajnrollen hos Jumbo-Visma, når den forsvarende vinder, Tadej Pogacar, skal udfordres i Tour de France.
Slovenske Pogacar var ikke med i Critérium du Dauphiné.
Årets cykelhøjdepunkt indledes den 1. juli med en enkeltstart i København og efterfølges af to etaper i Danmark, inden løbet fortsætter i Frankrig.