Vingegaard giver op: - Han fortjener sejren
Foto: Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix
Sloveneren knuste al modstand på 19. etape.
På 19. etape viste Tadej Pogacar endegyldigt, hvor skabet skal stå.
Han satte Jonas Vingegaard og de øvrige favoritter med 8,7 kilometer til mål og vandt etapen.
Danskeren er nu mere end fem minutter efter Pogacar og erkender, at Tour-sejren er væk.
- Nu kan man nok sige, at det er ved at være afgjort, og jeg kommer nok ikke til at vinde. Jeg synes stadigvæk, at jeg kan være stolt over, hvordan vi – og jeg – har kørt.
Er sejren gledet af hænde nu?
- Ja, det tror jeg, den er. Det er nu engang bare sådan, det er. Det må jeg acceptere. Han fortjener sejren, og lige i dag var jeg ikke på mit normale niveau. Alle de andre dage har jeg egentlig været godt kørende, siger han til TV 2 Sport.
Top 3 i klassementet
1 Tadej Pogacar, UAE Team Emirates, 78:49:20
2 Jonas Vingegaard, Team Visma - Lease a Bike, +5:03
3 Remco Evenepoel, Soudal - Quick-Step, +7:01
Er glad og stolt
Jonas Vingegaards interview bar præg af, at han ikke var skuffet.
Han er tværtimod stolt, når man har in mente, at han styrtede voldsomt i foråret.
- Det er sådan, det er. Jeg er ikke skuffet. Med hele historikken, der har været de sidste tre måneder, er det nok meget normalt, tror jeg. Sådan er det nu engang.
- Som vi sagde, hvis bare jeg kunne kæmpe med om sejren i Tour de France, ville jeg være glad, og det synes jeg, at jeg har gjort i knap tre uger nu.
Lørdag venter endnu en stor bjergetape, som du kan læse meget mere om HER.