Usædvanlig varme over Danmark: Nordjylland kan nå 17 grader
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Søndag kan byde på temperaturer, der kan nå 18 grader. Det er helt usædvanlig varme for denne tid af året
Søndag bliver blandt de varmeste dage, der er målt så sent på året i Danmark. I Nordjylland kan man nå 17 grader i Himmerland.
Meget varm luft for årstiden strømmer på ny op til Danmark fra syd og sydvest - og kan søndag give os helt usædvanlige temperaturer for årstiden.
Fra morgenstunden befinder temperaturerne sig mellem 10 og 13 grader mange steder, hvilket er temperaturer, der er højere, end hvad der normalt måles midt på dagen på denne tid af året.
Temperaturen stiger i formiddagstimerne, hvor solen efterhånden kommer frem flere steder, især over den sydlige del af Danmark. Samtidig strømmer varm luft fra Nordtyskland op til den sydlige del af landet, hvor dagens højeste temperaturer må forventes.
Mange steder - og herunder også i Nordjylland - kan termometrene vise mellem 15 og 17 grader, mens der i den sydlige del af Jylland eller på Lolland-Falster kan opleves op til 18 graders varme.
Skulle temperaturen et eller andet sted i Danmark nå 18 grader, vil det blot være femte gang det sker så sent på året - altså fra 30. oktober og frem.
Skyer kan tage toppen af temperaturen
Prognoser har tidligere vist, at det kunne blive endnu varmere med temperaturer, der måske kunne nærme sig 19 grader. Men flere skyer end først antaget vil virke dæmpende på de høje temperaturer.
Selvom søndag bliver en helt usædvanlig varm dag for årstiden, er det nok ikke sandsynligt, at det bliver den varmeste dag, der er målt så sent på året. Det sker først, hvis temperaturen når over 19,1 grader.
Fredag blev der skrevet vejrhistorie med 19,5 graders sommerlig varme i Nordsjælland - en temperatur, der ikke før er målt så høj, så sent på året. Flere steder i Europa blev fredag ligeledes rekordvarm.