Træner så klart signal fra Vingegaard på hospitalet
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Tour de France starter 29. juni i Firenze.
Der meldte sig mange spørgsmål efter Jonas Vingegaards voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt 4. april: Hvor alvorligt er det? Hvordan har han det? Rejser han sig igen? Og kommer han til Tour de France?
Det sidste står fortsat uklart, men Jonas Vingegaard viste hurtigt sin målrettethed.
Den 27-årige thybo skulle ikke bruge mange dage i sengen på det baskiske hospital, hvor danskeren lå i 12 dage, før han havde Touren i hovedet. Sådan fortæller Tim Heemskerk, Vingegaards træner, til TV 2 Sport.
- Han var allerede motiveret, da jeg besøgte ham på hospitalet – det var to dage før, at han blev udskrevet. Jeg kunne allerede mærke der, at der var en slags motivation for at komme til Touren, siger Visma-træneren til TV 2 Sport.
- Men vi vidste ikke, hvordan det ville blive de næste to/tre uger. Siden beskeden, han gav (7. maj, red.) – at han var i stand til at træne udenfor – sagde han til sig selv: "Jeg vil virkelig prøve at komme til Touren". Der er en ild i Jonas.
Tim Heemskerk fortæller samtidig, at han har arbejdet sammen med Jonas Vingegaard i seks år og aldrig før oplevet en case som danskerens igangværende – hvor en rytter er kommet tilbage på dén måde efter et voldsomt styrt med skader på både indre organer og knogler lig Visma-kaptajnens.
Jeg må sige – at komme til Tignes, hvor holdet primært har sine sidste forberedelser efter Dauphiné, og at være i stand til måske at tilslutte sig holdet ... Der vil ilden blusse op
Tim Heemskerk, Visma-træner, om Jonas Vingegaard
De største skridt i genoptræningen ser man dog i starten, og derfor må tiden vise, hvordan Jonas Vingegaard klarer træningen, når grebet strammes.
Ilden vil blusse op
TV 2 Sport har snakket med Tim Heemskerk i ugen, hvor Jonas Vingegaard er taget fra Mallorca til Tignes i Frankrig.
Her er planen frem mod Tour de France – hvor det fortsat er usikkert, om danskeren bliver klar – at Vingegaard skal være i højdetræningslejr over tre en halv/fire uger.
Jonas Vingegaard får søndag selskab af Wout van Aert, der også lægger på formen efter sit styrt i Dwars door Vlaanderen og allerede har kørt løb.
Mange af de Tour de France-aktuelle ryttere fra Team Visma | Lease a Bike stiller til start i Critérium du Dauphiné, der begynder søndag, og herefter skal de til Tignes, hvor Vingegaard ventes at slutte sig til holdkammeraterne.
Dét kommer til at give den dobbelte Tour de France-vinder endnu mere glød, vurderer Tim Heemskerk.
- Jeg må sige – at komme til Tignes, hvor holdet primært har sine sidste forberedelser efter Dauphiné, og at være i stand til måske at tilslutte sig holdet ... Der vil ilden blusse op, siger Heemskerk om Vingegaard.
- Der er også noget med at lægge styrtet bag sig og arbejde med det i træningen, på nedkørsler, og få følelsen af, at man ikke ved, hvordan man responderer sammen med holdet. Men forhåbentlig bliver ilden stærkere og stærkere – også når man kommer tættere på målet.
En plan dag for dag
Tim Heemskerk mærker ikke, at Jonas Vingegaard i øjeblikket er påvirket af styrtet, men det kan også være svært at se på nuværende tidspunkt. Her hjælper det ifølge træneren at tage del i træningen, snakke med holdkammeraterne og bygge selvtilliden op.
Man skal dog huske på, pointerer Visma-træneren, at Vingegaard også "bare" er et menneske.
- Jeg tænker, at det var en god idé at tage til Mallorca og køre lidt selv. Og nu til Tignes, hvor du allerede er på vejene og nok snart skal køre med holdkammeraterne, siger Tim Heemskerk.
- På den måde ligner det også en naturlig progression. Men med træning og responstræning … ingen kan forudse, hvordan det er i et hektisk ræs. Og det nok mest hektiske ræs i verden (Tour de France, red.).
Sådan var Vingegaards sidste Tour-forberedelse i 2023
I 2023 kom Jonas Vingegaard fra højdetræningslejr, inden han kørte Critérium du Dauphiné og vandt løbet.
Herfra tog han til Tignes – hvor han altså er nu – sammen med holdet på mere højdetræningslejr. Her kørte han også rekognoscering af Col de la Loze-etapen.
Efter træningslejren i Tignes tog Vingegaard hjem og var sammen med familien, inden Tour-starten i Bilbao ventede.
Ligesom alle andre omkring Visma-holdet fortæller Tim Heemskerk, at han fortsat ikke ved, om Jonas Vingegaard kommer til Tour de France, og det kan være en beslutning, der først bliver truffet i allersidste øjeblik.
- Så det er en stor mission og en stor udfordring at få ham på det niveau, hvor vi gerne vil have ham, men vi prøver, og som jeg siger: "Hver dag prøver vi at lave en vinder-plan". Vi kan først sige efter, om vi har lykkedes.
Flere artikler fra tv2.dk